The Project Gutenberg EBook of Hrmndene p Helgeland, by Henrik Ibsen

This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
with this eBook or online at www.gutenberg.net


Title: Hrmndene p Helgeland
       Med anmerkninger av stud. mag. Birger Knudsen

Author: Henrik Ibsen

Release Date: January 13, 2005 [EBook #14686]

Language: Norwegian

Character set encoding: ISO-8859-1

*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK HRMNDENE P HELGELAND ***




Produced by Jim Wiborg and the Online Distributed Proofreading Team
at http://www.pgdp.net





_SKOLEUTGAVER_

AV NORSKE FORFATTERE

Ved _cand. mag. JOH. HERTZBERG_

_HENRIK IBSEN_

_HRMNDENE P HELGELAND_

_Med anmerkninger av_

_stud. mag. BIRGER KNUDSEN_

_ANDET OPLAG_

_KRISTIANIA OG KJBENHAVN_

GYLDENDALSKE BOGHANDEL

NORDISK FORLAG

1918



ANMERKNINGER

av stud. mag. _Birger Knudsen_


_Hrmndene p Helgeland_, som oprindelig var paabegyndt paa vers,
forelaa frdig som manuskript og blev indlevert til Kristiania teater
hsten 1857, men blev henlagt. Om den strid som frtes i den anledning,
se Collin: Bjrnson II 431 fg. Stykket blev imidlertid trykt som bilag
til Illustreret Nyhedsblad april 1858 det opfrtes frste gang november
s.a. Om dramaets historie gir Ibsen endel oplysninger i sidste halvpart
av indledningen til anden utgave av Gildet paa Solhaug. I forordet til
den tyske utgave (1876) uttaler Ibsen, at stoffet til dramaet bare
delvis er hentet fra volsungasagaen; det vsentlige grundlag utgjres av
ttesagaerne, hvor heltesagnets forhold ofte bare synes frt tilbake til
menneskelige dimensioner. Av volsungasaga kommer kap. 20-31 i
betragtning. Srlig i kap. 28-29 (kfr. III akt) fandt Ibsen et enkelt,
betydelig motiv, som har fengslet ham. Forhistorien har han saa selv
spundet ut fra dette motiv. Av de islandske ttesagaer, som han lste i
N. M. Petersens oversttelser (3 b. 1839-41; her henvises til 3dje utg.,
1901), har han benyttet Laxdoelasaga, srlig kap. 28-49; desuten Egils
saga og Njaals saga.

Av kommentarer br nvnes Ferd. G. Lynners avhandling i smaaskrifter fra
det litteraturhistoriske seminar, utg. av G. Gran; A. Bonus: Ibsen u.
die Islndergeschichte i Preuss. Jahrbcher b. 126; G. Neckels foredrag
i 88 Jahresbericht der schlesischen Gesellschaft fr vterlandische
Kultur (1910); Roman Woerner: Henrik Ibsen I.


_Frste handling._

_Kaares strid med Gunnar_, sml. Pet. Egils saga kap. 84 og Njaals
saga kap. 36.

S. 11. _Da rante Gunnar med vold og sned min fosterdatter,
Hjrdis_, se ogsaa s. 18; sml. Pet. Egilss. kap. 57.

Den islandske lov satte flgende betingelser for et gyldig egteskap: 1)
erlggelse av en bestemt kjpesum for bruden (mundr), 2) avholdelse av
bryllup, 3) forlovelse.

S. 17. Holmgang, sml. Pet. Egilss. kap. 68. Holmgang var ingen lovfstet
indretning, men den var heller ikke forbudt i lovene; forbudt i Norge
ca. 1012.

       *       *       *       *       *

_Anden handling._

S. 28. _jeg har hrt om en dronning_ etc., Vols, kap. 7.

S. 30. _Ha, hvilken lyst at sidde som heksekvinde p hvalens ryg_ etc.
Fridtjofs saga kap. 6, Tegnrs Frithiofs saga 10. romance og Fayes
Norske Folkesagn s. 55-56.

S. 31. _draugen_. Fayes Folkesagn s. 72-73.

S. 31. _de dde mnds hjemfrd_. Fayes Folkesagn s. 62-66.

S. 36. _gyvr_. Fayes Folkesagn s. 6. Munch: Nordens gamle gude og
heltesagn s. 6.

S. 36. _Smalserhorn_. Snorre: Olaf Trygvesns saga kap. 85.

S. 37. _nidstang skal han reise_ etc., sml. Pet. Egilss. kap. 60.

S. 40. _Kobberportene skal ikke sl i p eders hle_, Vols. kap. 31.

       *       *       *       *       *

_Tredje handling._

S. 43. _Der avles stordd med hver time nuomstunder_, sml. Pet. Laxdoelas.
kap. 49.

S. 44. _P en drm, jeg nylig havde_ etc., sml. Pet. Laxdoelas. kap. 49.

S. 51. _Lad brnde, lad brnde_ etc., sml. Pet. Njaalss. kap. 78.

       *       *       *       *       *

_Fjerde handling._

_rnulf_, sml. Pet. Egilss. kap. 80-81.

S. 60. _Brage_. Gylfaginning, Finnur Jonssons oversttelse kap. 25.

S. 62. _Suttungs mjd_. Munch: Nordens gamle gude- og heltesagn s. 97-99.

S. 64. _fylgje_. Fayes Folkesagn s. 68-72.


       *       *       *       *       *




HRMNDENE P HELGELAND

SKUESPIL I FIRE HANDLINGER

(1858)


       *       *       *       *       *




PERSONERNE:

_RNULF FRA FJORDENE_, landnamsmand p Island.

_SIGURD HIN STRKE_, skonge.

_GUNNAR HERSE_, rig bonde p Helgeland.

_THOROLF_, rnulfs yngste sn.

_DAGNY_, rnulfs datter.

_HJRDIS_, hans fosterdatter.

_KRE BONDE_, en helgelnding.

_EGIL_, Gunnars sn, fire r gammel.

_RNULFS_ sex ldre snner.

_RNULFS_ og _SIGURDS MND_.

_GSTER, HUSKARLE, TERNER, FREDLSE MND_, o.s.v.


       *       *       *       *       *


(Handlingen foregr i _Erik Blodkses_ tid p og i nrheden af _Gunnars_
grd p Helgeland i det nordlige Norge.)


       *       *       *       *       *




FRSTE HANDLING.


_(En hj strand, der i baggrunden lber brat ned til sen. Til venstre
et nst, til hjre fjelde og barskov. Masterne af to hrskibe ses nede i
viken; langt ude til hjre skjr og hje holmer; sen er i strkt oprr,
det er vinter med snetykke og storm.)

(Sigurd kommer op fra skibene; han er kldt i hvid kjortel med
slvbelte, bl kappe, sokkebrog, ldne sko og stlhue, ved siden brer
han et kort sakssvrd. _rnulf_ viser sig straks efter oppe mellem
fjeldene, kldt i mrk lammeskindskjortel, med brystplade og benskinner
samt ldne sko og ulden brog, over skuldrene har han en brun vadmelskbe
med htten trukken over stlhuen s at ansigtet for en del skjules. Han
er hj og kmpemssigt bygget, med langt hvidt skg, gammel og lidt
bjet; vbnet er han med rundt skjold, svrd og spyd.)_

_SIGURD (trder frst ind, ser sig om, fr je p nstet, gr raskt
derhen og prver at bryde dren op)._

_RNULF (kommer tilsyne p fjeldet, studser ved at se Sigurd, synes at
genkende ham, stiger ned og rber):_
Vig marken, hrmand!

_SIGURD (vender sig om, lgger hnden p svrdet og svarer):_
Det var frste gang ifald jeg gjorde det!

_RNULF._
Du skal og m! Jeg trnger nstet til nattely for mine stivfrosne mnd.

_SIGURD._
Og jeg for en mdig kvinde.

_RNULF._
Mine mnd er mere vrd end dine kvinder!

_SIGURD._
S m skoggangsmnd st hjt i pris p Helgeland!

_RNULF (hver spydet)._
Dyrt skal du bde for de ord!

_SIGURD (drager sit svrd)._
Nu vil det gaa dig ilde, gubbe!

_(rnulf styrter ind p ham, Sigurd forvarer sig.)_

_(Dagny og nogle af Sigurds mnd kommer fra stranden; rnulfs sex snner
fra fjeldene til hjre.)_

_DAGNY (der er lidt foran, kldt i rd kjortel, bl kbe og forvrks
hfte, rber ned til skibene):_
Op alle Sigurds mnd! Min husbond strides med en fremmed!

_RNULFS SNNER._
Til hjlp for gubben! _(de stiger ned.)_

_SIGURD (til sine mnd)._
Bliv hvor I er; jeg magter ham vel alene!

_RNULF (til snnerne)._
Lad mig sles i fred! _(farer ind p Sigurd.)_ Jeg vil se dit blod!

_SIGURD._
Se frst dit eget! _(srer ham i armen, s at spydet falder.)_

_RNULF._

  Godt var det hugget, hrmand!

  Snygt du svrdet svinger,
  hvast du veed at ramme;
  Sigurd selv, hin strke,
  str for dig tilskamme!

_SIGURD (smilende)._
S er skammen ham til hder!

_RNULFS SNNER (med et udrb af forundring)._
Sigurd selv! Sigurd hin strke!

_RNULF._
Men hvassere ramte du den nat, du rante Dagny, min datter!
_(kaster htten tilbage.)_

_SIGURD_ og _HANS MND_.
rnulf fra fjordene!

_DAGNY (glad, men dog med et udtryk af uro)._
Min fader og mine brdre!

_SIGURD._
Stil dig bag ved mig.

_RNULF._
Det gjres ikke behov, _(nrmer sig til Sigurd.)_ Jeg drog kendsel p
dig s sre du kom mig for je, derfor yppede jeg strid; prve vilde jeg
om rygtet sagde sandt, nr det nvnte dig som den djrveste idrtsmand i
Norge. N, fred og forlig vre mellem os!

_SIGURD._
Bedst, ifald det s kunde fje sig.

_RNULF._
Der er min hnd. Du er en ypperlig kmpe; s ramme hug har ingen fr
skiftet med gamle rnulf.

_SIGURD (ryster hans fremrakte hnd)._
Lad det vre de sidste svrdhug, der skiftes mellem os to. Og hermed
byder jeg dig selvdmme i den sag, der er os imellem; er du villig til
at vlge de vilkr?

_RNULF._
Det er jeg, og ret nu skal tvisten jvnes. _(til de vrige_.) S gres
da vitterligt for alle, hvad sagen glder. For fem vintre siden l
Sigurd og Gunnar herse som vikinger p Island og havde fredland der den
vinter tt under min grd. Da rante Gunnar med vold og sned min
fosterdatter, Hjrdis; men du, Sigurd, tog Dagny, mit eget barn, og
sejlede bort med hende. For dette ran dmmes du til at bde tre hundrede
i slv, og skal med det din ufredsgerning vre sonet.

_SIGURD._
Billige kr tykkes mig at vre, hvad du der byder; de tre hundrede skal
jeg udrede og lgger til en brmmet silkekbe; det er en kongegave fra
dhelstan i England og s god, som nogen mand har bret den p Island.

_DAGNY._
Ret s min bolde husbond; og tak, du, min fader; nu frst er jeg frejdig
tilsinds!

_(hun trykker faderens og brdrenes hnder og taler sagte med dem.)_

_RNULF._
S st da forliget ved magt mellem os, og skal Dagny efter denne tid
vre fuldt s hderlig at agte, som var hun dig lovligt fstet med sine
frnders minde.

_SIGURD._
Og p mig kan du nu lide, som p din egen t!

_RNULF._
Det tnker jeg forvisst jeg kan, og vil p stand friste, hvor god du er
mig.

_SIGURD._
Rede skal du finde mig; sig frem,--hvad krver du?

_RNULF._
Din hjlp i rd og dd. Jeg har stvnet hid til Helgeland for at sge
Gunnar herse og krve ransbder for Hjrdis.

_SIGURD (overrasket)._
Gunnar!

_DAGNY (liges)._
Og Hjrdis,--hvor er de at finde?

_RNULF._
Hjemme p Gunnars grd, tnker jeg.

_SIGURD._
Og den ligger--?

_RNULF._
Ikke mange pileskud borte; har du ikke vidst det?

_SIGURD (med undertrykt bevgelse)._
Tilvisse, nej! Sparsomt har jeg spurt fra Gunnar siden vi sidst sejlede
fra Island sammen. Vidt for jeg i viking og tjente mange konger
udenlands med ens Gunnar sad hjemme. Hid under land kom jeg idag i
lysningen, fordreven af uvejret; at Gunnar havde sin fdrenegrd her
nordp var mig nok vitterligt, men--

_DAGNY (til rnulf)._
Og i det rinde for du hjemmefra?

_RNULF._
S er det. _(til Sigurd.)_ At vi to mdtes har vret et vrk af de
vldige deroppe; de vilde det s. Havde jeg tnkt p ait ske dig, s
vidste jeg lidet hvor du var at finde.

_SIGURD (tankefuld)._
Vel sandt, vel sandt!--Men nu den sag med Gunnar,--sig mig, rnulf,
tnker du at drive den strkt, af al formue, bde med godt og ondt?

_RNULF._
Det m jeg gre. Hr til, Sigurd, hvad jeg vil sige dig. Isommer red jeg
tilthings og der var mange hderlige mnd tilstede. Da thingdagene var
tilende, sad jeg i boden og drak sammen med mine herredsmnd, og s kom
kvinderanet p tale; hnlige ord mtte jeg hre, fordi jeg lod den tort
sidde uhvnet p mig s lang en tid. Da blev jeg vred, svor at fare til
Norge, sge Gunnar og krve bod eller hvn for ranet og aldrig fare hjem
til Island igen fr jeg havde vidst at fremme min sag.

_SIGURD._
Ja, ja! str det s, da skjnner jeg nok at sagen m drives strkt ifald
det trnges om.

_RNULF._
Det m den; men ubillig skal jeg ikke vre, og Gunnar er mig nvnt som
en hderlig mand. Glad er jeg ogs at jeg for i denne frd; tiden faldt
mig lang p Island tilslut; derude p de bl vande var jeg bleven gammel
og gr, det bares mig for som jeg mtte ud p dem engang til frend
jeg--; n ja,--Bergthora, min gode hustru, var jo dd for lnge siden,
mine ldste snner for hver sommer i viking, og da nu Thorolf vokste
til--

_DAGNY (glad)._
Thorolf er med? Hvor er han?

_RNULF._
Ude p skibet. _(peger mod baggrunden til hjre.)_ Der skal du se en
gut; stor og strk og fager er han bleven siden du sad hjemme. Det vil
blive en ypperlig idrtsmand, Sigurd; han vil komme til at ligne dig.

_DAGNY (smilende)._
Det er nu som fr, skjnner jeg; stedse stod Thorolf dit hjerte nrmest.

_RNULF._
Han er den yngste og sin moder lig, deraf kommer det.

_SIGURD._
Men sig mig nu,--dit rinde hos Gunnar herse,--tnker du alt idag--?

_RNULF._
Heller idag end imorgen. Med rimelige bder skal jeg vre fornjet;
vgrer Gunnar sig ved sligt forlig, s fr han friste de kr, som flger
p.

_(Kre bonde kommer ilsomt ind fra hjre; han er kldt i gr
vadmelskofte og sid filthat; i hnden holder han en afbrudt gerdestav.)_

_KRE._
Godt mde, hrmnd!

_RNULF._
Hrmnds mde skattes sjelden godt.

_KRE._
Er I hderlige mnd, s tilsiger I mig fred iblandt jer; Gunnar herses
husfolk str mig efter livet!

_RNULF._
Gunnar herse!

_SIGURD._
S har du vet ondt imot ham!

_KRE._
Min ret har jeg vet. Vi holdt udgangskvg sammen p en holme tt under
land; Gunnars folk tog mine bedste okser bort, og en af mndene skldte
mig for en trl; s bar jeg vben p ham og fldte ham.

_RNULF._
Det var lovlig gerning.

_KRE._
Men nu imorges kom hans karle mod mig med ufred; lykken var mig god, s
jeg blev varslet itide og slap bont; dog, stakket frist kan jeg vente,
for mine avindsmnd leder om mig.

_SIGURD._
Lidet kan jeg tro dig, bonde! I fordums tid kendte jeg Gunnar s godt
som mig selv, og det veed jeg: aldrig ved han uskel mod fredelig mand.

_KRE._
Gunnar har ingen del i al den ufrd, han er snderp landet; nej, det er
Hjrdis, hans hustru--

_DAGNY._
 Hjrdis!

_RNULF (mumlende)._
Ja ja, det kunde ligne hende!

_KRE._
Gunnar bd jeg bod for trllen, og den var han villig til at tge, men
s kom Hjdis til, gged sin husbond med mange hnlige ord og hindred
forliget; siden drog Gunnar srp, og imorges--

_SIGURD (ser ud til venstre_).
Der kommer vejfarende mnd nordefter, er det ikke--?

_KRE._
Det er Gunnar herse selv!

_RNULF._
Vr nu trstig, jeg tnker nok, jeg skal f jer forligte.

_(Gunnar herse, med nogle mnd, kommer fra venstre. Han er kldt i
husdragt, brun kjortel, sokkebrog, bl kappe og bred hat; af vben har
han kun en liden hndkse_.)

_GUNNAR (standser forundret og uviss ved synet af de forsamlede_).
rnulf fra Fjordene! Ja forsandt--!

_RNULF._
Der ser du ret nok.

_GUNNAR (trder nrmere_).
Nu da, hil og sl p min grund, ifald du kommer med fred.

_RNULF._
Vil du som jeg, s skal ingen ufred ves.

_SIGURD (nrmer sig_).
Vel mdt, Gunnar!

_GUNNAR (glad)_. Sigurd--fosterbroder! _(ryster hans hnd)_.
Ja, er du med, da ved jeg visst, at rnulf kommer med fred. _(til
rnulf.)_ Rk mig hnden, gubbe! Hvad rend du har her nordp er ikke
svrt at sknne; det glder Hjrdis, din fosterdatter.

_RNULF._
Som du siger, stor tort voldtes mig da du for med hende fra Island uden
at sge mit minde.

_GUNNAR._
Du kommer med ret og skel; har svenden flngt, s fr manden flikke.
Lnge har jeg ventet dig, rnulf, for den sags skyld, og kan bder gre
det, s skal vi snart forliges.

_SIGURD._
Det mener jeg med. rnulf vil vre rimelig.

_GUNNAR (med varme_).
Det m du gubbe; skulde du vrdstte hende som det br sig, da vilde
ikke alt mit gods forsl!

_RNULF._
Jeg skal rette mig efter lov og vedtgt, det kan du lide p. Men nu en
anden sag; _(peger p Kre)_ ser du den mand der?

_GUNNAR._
Kre bonde! _(til rnulf.)_ Du ved da, der er ufred mellem os?

_RNULF._
Dine mnd har ranet hans kvg, og for ran br bdes.

_GUNNAR._
For drab liges; han har drbt min trl.

_KRE._
Fordi han hned mig.

_GUNNAR._
Jeg har sagt mig rede til forlig.

_KRE._
Men det havde ikke Hjrdis sind til, og imorges, mens du var bonte,
faldt hun over mig og str mig nu efter livet.

_GUNNAR (opbragt)._
 Er det sandt du siger; har hun--?

_KRE._
Hvert ord er sandt.

_RNULF._
Derfor bad bonden om min bistand, og den skal vre ham sikret.

_GUNNAR (efter et jebliks betnkning)._
Hderligt har du handlet mod mig, rnulf; det er derfor billigt at jeg
fjer mig efter din vilje. Hr mig, Kre bonde, jeg er villig til at
lade trllens drab og al den ulempe, der er voldt dig, g op mod
hinanden.

_KRE (rkker Gunnar hnden)._
Det er gode kr; dem tger jeg imod.

_RNULF._
Og fred skal han have for dig og dine?

_GUNNAR._
Fred hjemme og hvorhelst han ellers frdes.

_SIGURD (peger ud til hjre)._
Se der!

_GUNNAR (misfornjet)._
Det er Hjrdis!

_RNULF._
Med vbnede karle!

_KRE._
Hun sger mig!

_(Hjrdis med en flok huskarle. Hun er sortkldt, i kjortel, kbe og
htte; karlene er vbnede med svrd og kser, selv brer hun et let spyd
i hnden.)_

_HJRDIS (standser ved indgangen.)_
Mandstrke mdes vi her, som det lader!

_DAGNY (iler hende imde)._
Hil og sl, Hjrdis!

_HJRDIS (koldt)._
Tak. Jeg har alt spurt at du ikke var langt borte.

_(trder nrmere, idet hun kaster et skarpt blik over de forsamlede.)_

Gunnar og--Kre, min avindsmand,--rnulf og hans snner, og--

_(idet hun fr je p Sigurd, farer hun nsten umrkeligt sammen, tier
lidt, men fatter sig og siger_:)

Nu, mange ser jeg her, som jeg drager kendsel p,--men ikke ved jeg,
hvem der er mig bedst sindet.

_RNULF._
Vel nok sindet er vi dig alle.

_HJRDIS._
Hvis s er, da vil du ikke ngite at give Kre i min husbonds vold.

_RNULF._
Det gjres ikke behov.

_GUNNAR._
Der er nu fred og forlig mellem os.

_HJRDIS (med undertrykt spot_).
Forlig? Nu ja, jeg ved du er en klog mand, Gunnar! Kre har truffet
mandstrke venner, og s sknner jeg nok det tyktes dig tryggest--

_GUNNAR._
Det nytter lidet at gge mig med hnord! _(med vgt.)_ Kre har fred for
os!

_HJRDIS (tvinger sig)._
Godt og vel; har du tilsagt ham fred, s m lftet holdes.

_GUNNAR (strkt, men dog uden hftighed)._
Det m det og det skal det!

_RNULF (til Hjrdis)._
Og der blev s halvvejs sluttet et forlig til, fr du kom.

_HJRDIS (skarpt)._
Mellem dig og Gunnar?

_RNULF (nikker)._
Det gjaldt dig.

_HJRDIS._
Vel kan jeg vide hvad det gjaldt; men det siger jeg dig, min
fosterfader, aldrig skal det sprges, at Gunnar herse lod sig skrmme
fordi du kom med vabenfolk til landet; var du kommen som enlig,
vejfarende mand i vor stue, s kunde tvisten lettere jevnes.

_GUNNAR._
rnulf og hans snner kommer med fred.

_HJRDIS._
Kan s vre, men p andet st vil det lyde i folkemunde, og du selv,
Gunnar, stoled nok ikke s strkt p freden igr, da du skikked Egil,
vor sn, srp ssnart det spurgtes at rnulf l i fjorden med hrskib.

_SIGURD (til Gunnar)._
Du har skikket din sn srp?

_HJRDIS._
Ja, for at han kunde vre tryg, ifald rnulf faldt over os!

_RNULF._
Ikke skulde du spotte med det, Hjrdis; hvad Gunnar har gjort turde vre
klog mands gerning, sfremt du hindrer forliget.

_HJRDIS._
Lykken rder for livet. Lad times hvad der vil; men heller vil jeg
falde, end frelse livet ved fejgt forlig.

_DAGNY._
Sigurd giver bod og vil ikke kaldes ringere mand for det.

_HJRDIS._
Sigurd m selv vide bedst, hvad hans hder kan tle.

_SIGURD._
Om det skal jeg aldrig trnge til at mindes.

_HJRDIS._
Sigurd er en navnkundig drapsmand, men djrvere dd ved Gunnar, da han
drbte hvidbjrnen udenfor mit bur.

_GUNNAR (med et forlegent blik p Sigurd)._
Ja ja, lad det s vre!

_RNULF._
Vel sandt, det er den djrveste dd, nogen mand har ved p Island, og
derfor--

_SIGURD._
Nu ja, lettere kan Gunnar da lempe sig uden at kaldes rd.

_HJRDIS._
Skal bod gives, s skal og bod krves. Gunnar, du drages til minde, hvad
du engang har lovet!

_GUNNAR._
Ilde betnkt var det lfte; krver du at det skal holdes?

_HJRDIS._
Holdes skal det, ifald vi to skal leve under tag sammen efter denne dag.
S vid da, rnulf, skal bod gives for din fosterdatters ran, s skal du
ogs bde fordi du drbte Jkul, min fader, og tog alt hans gods og eje!

_RNULF._
Jkul faldt i rlig holmgang; vrre tort gjorde dine frnder mig, da de
skikked dig ukjendt til Island og fik mig til at knstte dig.

_HJRDIS._
Hder og ingen tort hadde du af at fostre Jkuls datter.

_RNULF._
Idel ufred har jeg havt deraf, det ved jeg.

_HJRDIS._
Vrre ufred tr times dig nu, ifald--

_RNULF._
Ikke kom jeg hid for at kives med kvinder!--Gunnar, hr nu mit sidste
ord; er du villig til at bde for kvinderanet?

_HJRDIS (til Gunnar)._
Kom det ihu, som du har lovet!

_GUNNAR (til rnulf)._
Du hrer, jeg har gjort et lfte og det m jeg--

_RNULF (forbittret)._
Nok, nok! Aldrig skal det siges mig p art jeg gav bod for rligt drab!

_HJRDIS (med kraft)._
S trodser vi dig og dine!

_RNULF (med stigende vrede)._
Og hvem har ret til at krve bod for Jkul? Hvor findes hans frnder?
Ingen af dem er ilive! Hvo er hans lovlige eftermlsmand?

_HJRDIS._
Det er Gunnar p mine vegne!

_RNULF._
Gunnar! Ja, var du fatet til ham med din fosterfaders samtykke, eller
havde han bdet for ranet, s var han lovlig eftermlsmand, men--

_DAGNY (angst og bnligt_).
Fader, fader!

_SIGURD (hurtig)._
Tal ikke ud!

_RNULF (med hvet stemme)._
Jo, hjt skal det siges! Hrtagen kvinde har ingen lovlig husbond!

_GUNNAR (med hftighet)._
rnulf!

_HJRDIS (i vildt udbrud)._
Forhnet! beskmmetr! _(med dirrende stemme.)_ Det--det skal du komme
til at angre!

_RNULF (vedblivende)._
Hrtagen kvinde er kun at agte som frilleviv efter loven! Vil du vinde
hderligere kr, s m du--

_HJRDIS (tvinger sig)._
Nej, rnulf, bedre vd jeg, hvad der skikker sig. Er jeg kun ait agte
for Gunnars frille,--godt og vel, s m han hdre sig med dd,--hdre
sig s hjt med dd, at mine kr ingen skam volder mig! Og vogt dig nu,
rnulf; her skilles vore veje, men vben skal jeg lade bre p dig og
dine s tidt det s kan fje sig, utryg skal du vre bde p liv og
lemmer, og det skal hver og en som--_(med et hvast blik til Kre_.) Kre
bonde! Nu ja, rnulf tog sig av din sag, og der er fred mellem os, men
ikke vil jeg rde dig til at komme hjem med det frste; den drpte har
mange hvnere, og let kunde det hnde sig at--ja, nu har jeg varet dig
for faren, br s hvad der flger p. Kom, Gunnar, ruste os m vi nu. En
bermmelig dd har du vet p Island, men strre dd m her ves, ifald
ikke din--din frille skal skamme sig over dig og over sig selv!

_GUNNAR._
Vr sindig, Hjrdis; usmmeligt er det at te sig s!

_DAGNY (bedende)._
Bliv, fostersster,--bliv; jeg vil tale min fader tilrette!

_HJRDIS (uden at hre p hende)._
Hjemad, hjemad! Aldrig blev det mig spet, at jeg skulde friste livet
som en ussel frilleviv; men skal jeg bre dette liv og denne skndsel,
bre det en eneste dag lngere, s m min husbond ve noget--noget, som
gjr ham navnkundigere end alle andre mnd! _(gr ud til hjre)_.

_GUNNAR (dmpet)._
Sigurd, et m du love; vi tales ved fr du farer fra landet, _(gr med
sine mnd til hjre)_.

_(Uveiret er under det foregende ophrt; middagssolen ses som en rd
skive dypt nede ved havranden.)_

_RNULF (truende.)_
Dyr skal den frd blive dig, fosterdatter!

_DAGNY._
Fader, fader! Du har da ikke ondt isinde!

_RNULF._
Slip mig du! Nu, Sigurd, nu vil der mere end bder til mellem mig og
Gunnar!

_SIGURD._
Hvad agter du at gjre?

_RNULF._
Det ved jeg ikke; men langvejs skal det sprges at rnulf fra Fjordene
har gstet Gunnar herse!

_SIGURD (med rolig fasthed)._
Kan hnde; men det siger jeg dig, rnulf, bre vben p ham skal du
aldrig, slnge jeg er ilive!

_RNULF._
Ikke det! Om jeg nu s vil det!

_SIGURD._
Ej skal det ske,--end ikke om du s vil det.

_RNULF (hftigt)._
Godt; hold du sammen med mine uvenner, jeg drister mig endda til at g
mod jer alle!

_SIGURD._
Hr mig vel, rnulf; den dag skal du ikke leve, da vi to strides sammen;
hderligt forlig er der mellem os, Dagny er mig krere end vben og
guld, og aldrig skal jeg glemme at du er hendes nrmeste frnde.

_RNULF._
Det ventet jeg af dig, djrve Sigurd!

_SIGURD._
Men Gunnar er min fosterbroder; fred og venskab har vi svoret hinanden.
Bde i strid og i fredsomme kr har vi fristet lykken tilhobe og han er
mig krest af alle mnd; hrfrd huer han ikke, s bold han end er;--nu
godt, mig kender I alle, om mig ved I, at jeg ikke rddes for ufred; men
her str jeg frem, rnulf, og beder om forlig for Gunnar. Gr mig til
vilje i denne sag!

_RNULF._
Det kan jeg ikke; jeg mtte jo g til spot for alle kjmper, ifald jeg
for tomhndet til Island!

_SIGURD._
Tomhndet skal du ikke fare. Her i viken ligger mine to langskibe med
alt det gods, jeg har vundet i viking; der findes mange kostelige
kongegaver, kister med gode vben og andet ypperligt lsre; tag du det
ene skib, vlg det du tykkes bedst om, det skal vre dit med alt hvad
som findes ombord,--lad det vre bod for Hjrdis og lad Gunnar fare med
fred.

_RNULF._
Brave Sigurd, det vil du gre for Gunnar!

_SIGURD._
For en fuldtro ven kan ingen mand gre formeget.

_RNULF._
Give dit halve gods og eje!

_SIGURD (indstndigt)._
Tag det hele, begge mine skibe, alt hvad der er mit, og lad mig fare med
dig til Island som den fattigste mand i dit flge; hvad jeg giver, kan
jeg vinde ind igen; men ver du hrvrk mod Gunnar, s bliver jeg aldrig
glad mere. Nu, rnulf, hvad svarer du?

_RNULF (betnker sig)._
To gode langskibe, vben og lsre,--af gods fr ingen mand formeget,
men,--_(hftigt)_ nej, nej,--Hjrdis har truet mig; jeg vil ikke!
Uhderligt var det, om jeg tog din eiendom!

_SIGURD._
Men hr dog frst--

_RNULF._
Nej, siger jeg! Selv m jeg fremme min ret; lad s lykken rde.

_KRE (trder nrmere)._
Vennesle rd er det Sigurd giver, men vil du fremme din ret efter
bedste evne, s kan jeg rde bedre. Regn aldrig p bder s lnge
Hjrdis har noget at sige; men hvn kan du f, ifald du vil lyde mig.

_RNULF._
Hvn? Hvad rder du da til?

_SIGURD._
Til ondt, det ser jeg nok!

_DAGNY (til rnulf)._
Hr ikke p ham!

_KRE._
Hjrdis har sagt mig fredls, med list vil hun st mig efter livet;
lover du at vrge mig siden, s vil jeg inat g til Gunnars grd og
brnde folkene inde. Er det efter dit sind?

_SIGURD._
Niding!

_RNULF (roligt.)_
Efter mit sind? Ved du, Kre, hvad der er mere efter mit sind?
_(tordnende)_ At hugge nse og ren av dig, du usle trl! Lidet kender
du gamle rnulf, ifald du mener at han vil vre halvt om slig
skndselsgerning!

_KRE (der er vegen tilbage_).
Falder du ikke over Gunnar, s falder han over dig!

_RNULF._
Det har jeg nver og vben itil at hindre.

_SIGURD (til Kre)._
Og nu bort fra os! Hderlige mnd har skam af dit samkvem!

_KRE (ved udgangen)._
Ja ja, jeg fr da vrge mig selv s godt jeg kan; men det siger jeg:
angre vil I, om I farer frem med lempe; jeg kender Hjrdis,--og skal vel
vide at ramme hende! _(gr ned til sen.)_

_DAGNY._
Han pnser p hvn. Sigurd, det m hindres!

_RNULF (fortrdeligt)._
, lad ham gre hvad han lyster; hun er ikke bedre vrd!

_DAGNY._
Det mener du ikke; kom ihu, du har dog fostret hende.

_RNULF._
Usalig var den time jeg tog hende under mit tag; det begynder at g som
Jkul sagde.

_SIGURD._
Jkul?

_RNULF._
Jkul, hendes fader. Da jeg gav ham banehugget, faldt han flad ned p
grsvolden, s p mig og kvad:

  Jkuls t skal Jkuls bane
  volde ve p alle veje;
  hvo der ejer Jkuls skatte
  skal ej gldes ved sit eje!

Da han s havde kvdet, taug han stille en stund og lo, og derp dde
han.

_SIGURD._
Det skal du lidet agte.

_RNULF._
Ja ja, hvem vet! Der gr et sikkert sagn om at Jkul engang gav sine
brn et ulvehjerte at de, s at de blev gramme i hu; Hjrdis har
forvist fet sin del, det kendes p hende _(standser ved at se ud til
hjre.)_ Gunnar!--Skal vi to stedes til mde igen!

_GUNNAR (kommer)._
Ja, rnulf, du fr tnke om mig hvad du vil; men jeg kan ikke skilles
fra dig som din uven.

_RNULF._
Hvad er din agt?

_GUNNAR._
At rkke dig hnden til fred fr du rejser. Hr mig alle; flg mig hjem
og bliv som gjster hos mig slnge det lyster eder. P soverum og
gildekost skorter det ikke, og om vor tvist skal hverken tales idag
eller imorgen.

_SIGURD._
Men Hjrdis--?

_GUNNAR._
Fjer sig efter min vilje; hun skifted sind p hjemvejen og mente som
jeg, at vi nok kunde forliges, ifald I vilde gste os.

_DAGNY._
Ja, ja; s m det vre!

_SIGURD (tvivlrdig)._
Men jeg ved dog ikke om--

_DAGNY._
Gunnar er din fosterbroder; forsandt, jeg mtte kende dig ilde ifald du
vgrer dig.

_GUNNAR (til Sigurd_).
Venskab har du vist mig hvorhelst vi frdedes; du vil ikke denne gang
vre mig imod!

_DAGNY._
Og at fare fra landet, medens Hjrdis sidder med had igen;--nej, nej,
det m vi ikke!

_GUNNAR._
Stor uret har jeg vet mod rnulf; fr det er gjort godt igen fr jeg
ikke fred for mig selv.

_SIGURD (hftigt)._
Alt andet kan jeg gjre for dig, Gunnar, kun ikke at blive her! _(fatter
sig.)_ Jeg er kong dhelstans hndgangne mand, og jeg m til ham i
England endnu i vinter.

_DAGNY._
Men det kan du jo lige godt.

_GUNNAR._
Ingen ved hvad lod mnd kan mde; kan hnde, Sigurd, at det er sidste
gang vi trffes, og angre vil du da, at du ikke var mig hjlpsom i det
lngst
e.

_DAGNY._
Og sent vil du se mig glad, hvis du sejler bort idag.

_SIGURD (bestemt)._
Vel, lad s vre! Det skal ske som I nsker, endsknt,--dog, nu str det
fast; der er min hnd; jeg bliver her, og skal gste dig og Hjrdis.

_GUNNAR (ryster hans hnd_).
Tak, Sigurd, det vidste jeg vel.--Og du, rnulf, du siger som han?

_RNULF (tvr)._
Jeg skal tnke p det; bittert har Hjrdis krnket mig;--idag vil jeg
ikke svare.

_GUNNAR._
Ja ja, gamle kmpe, Sigurd og Dagny vil nok vide at glatte din pande. Nu
bereder jeg gildet; far med fred slnge, og vel mdt i min hal! _(gr
ud til hjre.)_

_SIGURD (for sig selv)._
Hjrdis har skiftet sind, sagde han! Da kender han hende lidet; snarere
m jeg tro at hun pnser p--_(afbryder og vender sig til mndene)_. Nu,
flg mig alle til skibene; gode varer vil jeg vlge for Gunnar og hans
husfolk.

_DAGNY._
Gaver af det bedste vi ejer. Og du, min fader,--ja du fr ikke fred for
mig fr du fier dig.

_(Hun gr med Sigurd og mndene ned til sen i baggrunden.)_

_RNULF._
Fjer mig? Ja, havde Gunnar ingen kvindfolk i huset, s--ha, vidste jeg
ret at ramme hende!--Thorolf kommer du hid!

_THOROLF (der raskt er trdt ind_).
Som du ser! Er det sandt der sprges, har du vret til mde med Gunnar
herse?

_RNULF._
Ja!

_THOROLF._
Og har nu strid med ham?

_RNULF._
Hm, i det mindste med Hjrdis.

_THOROLF._
S vr trstig; nu fr du hvn!

_RNULF._
Hvn? Hvem hvner mig?

_THOROLF._
Hr kun; jeg stod p skibet, da kom en mand lbende med en stav i hnden
og rbte: "Hrer du til rnulfs hrskib, s hils ham fra Kre bonde og
sig, at nu tager jeg hvn for os begge." Derp gik han i en bd og roede
bort, idet han sagde: "Tyve fredlse mnd ligger i fjorden; med dem gr
jeg srp, og inden kveldstid skal ikke Hjrdis have nogen afkom at rose
sig af."

_RNULF._
Det sagde han! Ha, ha, nu skjnner jeg; Gunnar har skikket sin sn bort,
Kre ligger i ufred med ham--

_THOROLF._
Og nu roer han efter og drber gutten!

_RNULF (rask besluttet_).
Afsted alle; det bytte vil vi strides om!

_THOROLF._
Hvad har du isinde?

_RNULF._
Lad mig om det; det skal blive mig, og ikke Kre, som tager hvn!

_THOROLF._
Jeg gr med dig!

_RNULF._
Nej, du flger Sigurd og din sster til Gunnars grd.

_THOROLF._
Sigurd? Er han her i landet?

_RNULF._
Der ser du hans hrskibe; vi er forligte;--du flger ham.

_THOROLF._
Til dine uvenner?

_RNULF._
G du kun til gildet. Nu skal Hjrdis lre gamle rnulf at kende! Men
hr, Thorolf, for ingen nvner du det, jeg nu har isinde; hrer du, for
ingen!

_THOROLF._
Det lover jeg.

_RNULF (tager hans hnd og ser krligt p ham)._
Farvel da, min vakkre gut; te dig hvisk i gildehuset, s jeg har hder
af dig. Undig tale skal du ikke fre; men det du mler, skal vre hvast
som en svrdsg. Vr vennesl slnge godt vises dig; men gges du, da
skal du ikke tie dertil. Drik ikke mere end du kan bre; men vis heller
ikke hornet fra dig, nr det bydes med mde, p det at du ikke skal
holdes for en kvinde--karl.

_THOROLF._
Nej, vr du tryg!

_RNULF._
S g nu til gildet i Gunnars grd. Jeg kommer ogs til gilde, og det p
den vis, som mindst ventes, _(muntert til de andre.)_ Afsted, ulvunger;
slib jeres tnder,--nu skal I f blod at drikke!

_(Han gr med de ldre snner til hjre i baggrunden)._

_(Sigurd og Dagny kommer i prgtige gildeklder fra stranden, fulgte af
to mnd, der brer en kiste; mndene gr straks tilbage igen.)_

_THOROLF (ser efter faderen)._
Nu farer de alle ud for at sles, og jeg m ikke g med; det er tungt at
vre den yngste i tten.--Dagny, hil og sl dig, sster min!

_DAGNY._
Thorolf! Alle gode vtter,--du er jo bleven voksen!

_THOROLF._
Nu ja, i fem r skulde jeg vel mene--

_DAGNY._
Ja ja, du siger sandt.

_SIGURD (rkker ham hnden)._
I dig fr rnulf en rask svend, hvis jeg ikke fejler.

_THOROLF._
Vilde han bare prve mig, s--

_DAGNY (smilende)._
Men han sparer dig mere end du har sind til; jeg mindes nok, han har dig
fast altfor kr.

_SIGURD._
Hvor gik han hen?

_THOROLF._
Ned til skibet;--afsted nu, han kommer siden!

_SIGURD._
Jeg venter p mine mnd, de bringer varer op og fster skibene.

_THOROLF._
Der m jeg hjlpe til! _(gr ned til sen.)_

_SIGURD (efter en kort betnkning)._
Dagny, min hustru, nu er vi i enrum; jeg har ting at sige dig, som ikke
lnger m dlges.

_DAGNY (forundret)._
Hvad mener du?

_SIGURD._
Farlig tr den blive, denne frd til Gunnars grd.

_DAGNY._
Farlig? Tnker du at Gunnar--?

_SIGURD._
Gunnar er bold og brav; nej, nej,--men bedre var det, ifald jeg havde
faret herfra uden at gste ham.

_DAGNY._
Du gr mig rd! Sigurd, hvad er det?

_SIGURD._
Svar mig frst p et. Den guldring, som jeg engang gav dig, hvor har du
den?

_DAGNY (viser den frem)._
Her om armen; du bd mig bre den.

_SIGURD._
Kast den p havets bund, s dypt at den aldrig findes; thi den kan blive
mange mnds bane!

_DAGNY._
Ringen!

_SIGURD (dmpet)._
Den kveld, da kvinderanet gik for sig hos din fader,--du mindes vel--

_DAGNY._
Om jeg mindes!

_SIGURD._
Det er om _det_ jeg vil tale.

_DAGNY (spndt)._
Hvad er det; sig frem!

_SIGURD._
Du ved der havde vret gilde; tidligt gik du til sovestuen; men Hjrdis
blev siddende ved drikkebordet mellem mndene. Flittigt gik hornet
rundt, og allehnde strke lfter blev svorne. Jeg svor at fre en fager
m fra Island nr jeg rejste; Gunnar svor det samme som jeg og gav
drikken til Hjrdis. Da tog hun ved hornet, stod op og gjorde det lfte,
at ingen kmpe skulde eje hende til viv, undtagen den, som gik til
hendes bur, drbte hvidbjrnen, som der stod bunden ved dren, og bar
hende bort p sine arme.

_DAGNY._
Ja ja, det ved jeg!

_SIGURD._
Men alle mente de, at det var ugrligt; thi bjrnen var det vildeste
udyr; ingen uden Hjrdis kunde komme den nr, og den havde tyve mnds
styrke.

_DAGNY._
Men Gunnar fldte den dog, og blev navnkundig over alle lande for den
dd.

_SIGURD (dmpet)._
Det blev han,--men--_jeg_ ved dden!

_DAGNY (med et udrb)._
Du!

_SIGURD._
Da mndene gik fra gildestuen, bad Gunnar mig flge med til enetale i
soverummet. Da sagde han: "Hjrdis er mig krere, end alle kvinder; jeg
kan ikke leve uden hende". Jeg svared ham: "S g til hendes bur; du ved
de vilkr hun har sat". Men han sagde: "Kvindekr mand skatter livet
hjt; uvist blev udfaldet, om jeg gik mod bjrnen, og jeg rddes for at
lade livet nu; thi s mistede jeg Hjrdis med". Lnge talte vi sammen,
og enden blev, at Gunnar gjorde sit skib rede, men jeg drog mit svrd,
tog Gunnars hrklder p og gik til buret.

_DAGNY (med stolt glde)._
Og du--du blev bjrnens bane!

_SIGURD._
Det blev jeg. I buret var mrkt, som under ravnens vinger; Hjrdis mente
det var Gunnar, som sad hos hende,--hed var hun af mjden,--hun drog en
ring af sin arm og gav mig;--det er _den_, du nu brer.

_DAGNY (nlende)._
Og du blev natten over i buret hos Hjrdis?

_SIGURD._
Mit svrd l draget mellem os. _(kort ophold.)_ Fr dagen gryde, bar jeg
Hjrdis til Gunnars skib; vor list mrked hun ikke, og han sejled bort
med hende. Derp gik jeg til din sovestue og fandt dig der blandt dine
kvinder;--nu, hvad siden fulgte, det ved du; jeg for fra Island med en
fager m, som jeg havde svoret, og du har siden trofast fulgt mig hvor
jeg stvned hen.

_DAGNY (i bevgelse)._
Bolde husbond! Du ved hin stordd;--o, det burde jeg tnkt; ingen, uden
du, var dertil istand! Hjrdis, denne stolte og ypperlige kvinde, kunde
du vundet, og kred dog mig! Tifold krere mtte du vre mig nu, ifald
du ikke alt var mig det kreste i verden!

_SIGURD._
Dagny, min gode hustru, nu ved du alt--hvad som trnges. Jeg mtte vare
dig; thi ringen,--lad den aldrig komme Hjrdis for je! Vil du gre mig
til vilje, s kast den ud--dybt p havbunden!

_DAGNY._
Nej, Sigurd, dertil er den mig for kr; den er jo en sknk fra dig! Men
vr du tryg, jeg skal dlge den for alles jne, og aldrig skal jeg rbe,
hvad du her har sagt mig.

_(Thorolf kommer fra skibene med Sigurds mnd)_.

_THOROLF_. Alt er rede til gildefrden!

_DAGNY._
Kom da, Sigurd,--du dle, djrve kmpe!

_SIGURD._
Rolig, Dagny,--rolig! I _din_ makt str det nu, om frden skal
endes med fred eller mandefald! _(raskt til de vrige.)_Afsted alle til
gildet i Gunnars grd!

_(gr med Dagny til hjre; de andre flger efter.)_


       *       *       *       *       *


ANDEN HANDLING.




_(Gildestuen hos Gunnar herse. Udgangsdren er i baggrunden; mindre dre
p sidevggene. I forgrunden til venstre det store hjsde, ligeover for
dette, til hjre, det mindre. Midt p gulvet brnder en stokild p en
muret grue. I baggrunden p begge sider af dren er forhjninger for
husets kvinder. Fra begge hjster langs stuevggene op mod baggrunden
strkker sig to lange borde med bnke om. Det er mrkt udenfor;
stokilden oplyser stuen.)

(Hjrdis og Dagny kommer ind fra hjre.)_

_DAGNY._
Nej, Hjrdis, jeg sknner mig ikke p dig; nu har du vist mig om i
grden; jeg ved ikke den ting det skorter dig p, og alt det du ejer er
sknt og ypperligt;--hvor kan du s klage?

_HJRDIS._
Hm, st en rn i bur og den vil bide i stngerne, enten de s er af jern
eller guld.

_DAGNY._
I en ting er du dog rigere end jeg; du har Egil, din lille gut.

_HJRDIS._
Bedre ingen afkom, end en, der er uhderlig fdt.

_DAGNY._
Uhderlig?

_HJRDIS._
Mindes du ikke, hvad din fader sagde? Egil er en frillesn; s var hans
ord.

_DAGNY._
Et ord i vrede,--hvor vil du agte p det!

_HJRDIS._
Jo, jo, rnulf havde ret; Egil er veg; det kendes p ham, at han er
ufrels fdt.

_DAGNY._
Hjrdis, hvor kan du--!

_HJRDIS (uden at agte p hende)._
Sledes mgter da skndselen at suge sig ind i blodet, ligesom edderen
efter et ormebid. Der er andet malm i fribrne heltesnner; jeg har hrt
om en dronning, som tog sin sn og syde ham kjortelen fast i kdet, uden
at han blinked med jnene derved, _(med et ondskabsfuldt udtryk.)_
Dagny, det vil jeg prve med Egil!

_DAGNY (oprrt)._
Hjrdis, Hjrdis!

_HJRDIS (leende)._
Ha, ha, ha! Tnker du det var mit alvor? _(forandrer tonen.)_ Men du m
nu tro mig eller ikke, s kommer der stundom over mig en--en fristende
lyst til slige gerninger; det m vel ligge i tten,--thi jeg er jo af
jtunslgt, siges der.--N, st dig, Dagny; vidt har du faret om i de
fem lange r;--sig mig,--i kongsgrdene var du vel mangengang til gst?

_DAGNY._
Det var jeg,--fornemmelig hos dhelstan i England.

_HJRDIS._
Og var hjt hdret overalt; sad p de ypperste sder ved bordet?

_DAGNY._
Det kan du vide. Som Sigurds hustru--

_HJRDIS._
Ja, javist,--en bermmelig mand er Sigurd--sknt Gunnar str over ham.

_DAGNY._
Gunnar?

_HJRDIS._
_En_ dd ved Gunnar, medens Sigurd ikke turde prve derp;--n,
lad det vre;--men sig mig, nr Sigurd for i viking og du var med,--nr
du hrte svrdene suse i den hvasse leg, nr blodet damped rdt p
skibsdkket,--kom der s ikke over dig en utmmelig lyst efter at
strides blandt mndene; kldte du dig s ikke i hrklder og tog vben i
hnd?

_DAGNY._

Aldrig! Hvad tnker du p? Jeg, en kvinde?

_HJRDIS._
En kvinde, en kvinde,--hm, der er ingen, som ved hvad en kvinde er
istand til!--Nu, en ting kan du dog sige mig, Dagny; thi det m du
sikkert vide: Nr en mand favner den kvinde, han har kr,--er det sandt,
at da brnder hendes blod, hendes bryst banker,--svimler hun i slsom
fryd derved?

_DAGNY (rdmende)._
Hjrdis, hvor kan du--!

_HJRDIS._
Nu da, sig mig--!

_DAGNY._
Det tnker jeg forvist du har fornummet.

_HJRDIS._
Ja, en gang, kun en eneste; det var hin nat, da Gunnar sad hos mig i
buret; han krysted mig i favn s brynjen brast, og da, da--!

_DAGNY (udbrydende)._
Hvad! Sigurd--!

_HJRDIS._
Sigurd? Hvo taler om Sigurd? Jeg nvnte Gunnar,--hin nat, da
kvinderanet--

_DAGNY (fatter sig)._
Ja ja, jeg mindes,--jeg ved vel--

_HJRDIS._
Det var den eneste gang; aldrig, aldrig siden! Jeg tnkte, at jeg var
slagen med trolddom; thi at Gunnar s kunde favne en kvinde,
det--_(standser og ser p Dagny.)_ Er du syg? Mig tykkes, du blir bleg
og rd!

_DAGNY._
Visst ikke, visst ikke!

_HJRDIS (uden at agte p hende)._
Nej, i lystig ledingsfrd skulde jeg get; det havde vret bedre for
mig, og--kan hnde for os alle. Det havde vret et liv, fuldt og rigt!
Undres du ikke, Dagny, ved at finde mig levende her? Rddes du ikke ved
at vre i enrum med mig i stuen, nu da det er mrkt? Fr du ikke de
tanker, at jeg m vre dd i den lange tid, og at det er en genganger,
som her str hos dig?

_DAGNY (uhyggeligt tilmode)._
Kom--lad os g--til de andre!

_HJRDIS (tager hende i armen)._
Nej bliv! Sknner du det, Dagny, at et menneske kan leve efter at have
siddet her i fem ntter?

_DAGNY._
Fem ntter?

_HJRDIS._
Her nordp er hver nat en vinter lang. _(raskt med forandret udtryk)_.
Tro ellers ikke andet, end at her er vakkert nok! Du skal se syner her,
som du aldrig har set i Englands kongsgrde; vi vil vre sammen som
sstre den tid du gster mig; ned til havet skal vi g, nr uvejret ret
begynder igen; du skal se blgerne flyve mod land som vilde, hvidmankede
heste,--og s hvalerne langt derude! De gr mod hinanden, som kmper i
stl og plade! Ha, hvilken lyst at sidde som heksekvinde p hvalens ryg,
at ride foran snekken, vkke uvejr og lokke mndene i dybet ved fagre
galdrekvad!

_DAGNY._
O fy, Hjrdis, hvor kan du tale s!

_HJRDIS._
Kan du kvde galder, Dagny?

_DAGNY (med afsky)._
Jeg!

_HJRDIS._
Ja, jeg tnkte det; hvormed lokked du da Sigurd?

_DAGNY._
Skndigt taler du mig til; jeg vil g!

_HJRDIS (holder hende tilbage)._
Fordi jeg skmter! Nej, hr kun videre! Tnk dig, Dagny, at sidde om
kvlden her ved lugen og hre p draugen, der grder i bdhuset; at
sidde og vente og lytte p de dde mnds hjemfrd; thi her nordp, her
m de forbi. Det er de djrve mnd, der faldt i strid, de strke
kvinder, der ikke fristed livet tamt, som du og jeg; i storm og uvejr
suser de gennem luften p sorte heste, med ringlende bjlder! _(slr
armene om hende og trykker hende vildt op til sig.)_ Ha, tnk dig,
Dagny, at fare den sidste frd p s god en ganger!

_DAGNY (idet hun river sig ls)._
Hjrdis, Hjrdis! Slip! Jeg vil ikke
hre p dig!

_HJRDIS (leende)._
Veg er du af sind og let at skrmme!

_(Gunnar kommer fra baggrunden med Sigurd og Thorolf.)_

_GUNNAR._
Ja forsandt, nu er mine kr de bedste jeg ved; dig, Sigurd, min rlige
bolde broder har jeg fundet igen, fuldt s trofast som fr; jeg har
rnulfs tling under mit tag, og gubben selv flger snart efter, ej s?

_THOROLF._
Det loved han.

_GUNNAR._
S fattes mig kun, at liden Egil sad hjemme.

_THOROLF._
Du har nok gutten kr; thi du nvner ham s tidt.

_GUNNAR._
Det har jeg; han er jo den eneste; og fager og vennesl vil han blive.

_HJRDIS._
Men ingen kmpe.

_GUNNAR._
Nu, nu,--det skal du ikke sige.

_SIGURD._
Men at du skikked ham fra dig--

_GUNNAR._
Gid jeg ikke havde gjort det! _(halvt sagte.)_ Men, Sigurd, det ved du
nok: umandigt handler stundom den, der har en kr over alle ting
_(hjt.)_ F mnd havde jeg p grden, og ingen af os kunde vre tryg p
livet, da det rygtedes, at rnulf lagde til landet med hrskib.

_HJRDIS._
En ting ved jeg, som br frelses frst, livet siden.

_THOROLF._
Og det er?

_HJRDIS._
Hder og rygte blandt mnd.

_GUNNAR._
Hjrdis!

_SIGURD._
Ej skal det siges Gunnar p, at han har forspildt sin hder ved denne
gerning.

_GUNNAR (strengt)._
Det lykkes ingen at gge mig mod rnulfs frnder!

_HJRDIS (smilende)._
Hm, sig mig, Sigurd,--kan dit skib sejle med al slags vind?

_SIGURD._
Ja, nr det styres med klgt.

_HJRDIS._
Godt, jeg vil ogs styre mit skib med klgt, og skal vel komme did, jeg
nsker, _(gr op i stuen)_.

_DAGNY (sagte og urolig)._
Sigurd, lad os fare herfra--endnu ikvld!

_SIGURD._
Nu er det for sent; det var dig selv, som--

_DAGNY._
Dengang havde jeg Hjrdis kr; men nu--; jeg har hrt ord af hende, som
jeg rddes ved at tnke p.

_(Sigurds mnd samt andre gster, mnd og kvinder, huskarle og terner
fra baggrunden.)_

_GUNNAR (efter en kort pause, der udfyldes med gensidige hilsninger o.s.v.)._
Nu til drikkebordet! Min fornemste gst, rnulf fra Fjordene, kommer
siden; det har Thorolf tilsagt mig.

_HJRDIS (til husfolkene)._
Lad l og mjd bres om, s lses tungen og sindet gres lystigt.

_(Gunnar frer Sigurd til hjsdet til hjre. Dagny stter sig ved
Sigurds hjre side, Hjrdis ligeover for ham p den anden side af samme
bord. Thorolf anvises plads p samme mde ved det andet bord og sidder
alts lige for Gunnar, der stter sig i det store hjsde. De vrige
tager plads opad mod baggrunden.)_

_HJRDIS (efter et ophold, hvori man drikker sammen og tales sagte ved
over bordet)_.
Sjelden hndes, at s mange djrve mnd sidder sammen, som nu ikvld i
stuen her. Godt vilde det derfor smme sig at ve den gamle morskab: Lad
hver mand nvne sine bedrifter, s m alle dmme sig imellem, hvo der er
den ypperste.

_GUNNAR._
Den skik er ej god i drikkelag; tidt voldes ufred derved.

_HJRDIS._
Ikke tnkte jeg, at Gunnar herse var rd.

_SIGURD._
Det tnker forvist ingen; men sent blev vi frdige, skulde vi nvne vore
bedrifter, s mange vi her er. Fortl os heller, Gunnar, om din
Bjarmelandsrejse; det er fuldgod bedrift at fare s langt nord, og gerne
hrer vi p dig.

_HJRDIS._
Bjarmelandsrejse er farmands vrk og lidet smmelig at nvne mellem
kmper. Nej, begynd du, Sigurd! Hvis jeg ikke skal tnke at du ndig
hrer min husbond prises, s begynd! Sig frem; nvn den dd du har vet,
og som du hjest skatter.

_SIGURD._
Nu, siden du tvinger mig, fr det vel s vre. Det er da at nvne, at
jeg l i viking under Orkn; der kom fiender imod os, men vi ryddet
skibene, og jeg stred alene med de otte mnd.

_HJRDIS._
God var den dd; men var du fuldt rustet?

_SIGURD._
Fuldt rustet, med kse, spyd og skjold.

_HJRDIS._
God var dden endda. Nu m du, min husbond, nvne, hvad der
tykkes dig hderligst af dine bedrifter.

_GUNNAR (uvillig)._
Jeg vog to bersrker, som havde rvet et handelsskib; derp sendte jeg
de fangne farmnd hjem og gav dem skibet fri uden lsepenge. Kongen i
England tyktes godt om den bedrift, sagde, jeg havde handlet hderligt,
og gav mig tak og gode gaver derfor.

_HJRDIS._
Forsandt, Gunnar, bedre bedrift kunde du dog nvne.

_GUNNAR (hftigt)._
Jeg roser mig ikke af anden bedrift! Siden jeg sidst for fra Island, har
jeg levet i fred og drevet farmandsfrd. Der skal ikke nvnes mere
heroin!

_HJRDIS._
Ifald du selv dlger din hder, s skal din hustru tale.

_GUNNAR._
Hjrdis, ti--jeg byder dig!

_HJRDIS._
Sigurd stred mod otte mnd og var fuldt rustet; Gunnar gik til mit bur
ved mrk nat, fldte bjrnen, som havde tyve mnds styrke, og bar dog
kun et kort sakssvrd i hnden.

_GUNNAR (i strkt oprr.)_
Kvinde, ikke et ord mere!

_DAGNY (sagte)._
Sigurd, vil du tle--!

_SIGURD (liges)._
Vr rolig!

_HJRDIS (til de vrige)._
Og nu, I gve mnd,--hvo er djrvest, Sigurd eller Gunnar?

_GUNNAR._
Stille!

_HJRDIS (med hvet stemme)._
Sig frem, det krves med rette!

_EN GAMMEL MAND (blandt gsterne)._
Skal sandhed siges, s er Gunnars dd ypperligere end alt, hvad mnd har
vet; Gunnar er den djrveste helt, og dernst Sigurd.

_GUNNAR (med et blik over bordet)._
Ha, Sigurd, Sigurd, ifald du vidste--!

_DAGNY (sagte)._
Det er formeget--selv for en ven!

_SIGURD._
Ti, min hustru! _(hjt til de vrige)_. Ja, visselig er Gunnar den
hderligste af alle mnd; og det vilde jeg holde ham for til min sidste
dag, om han s aldrig havde vet hin dd; thi den agter jeg mindre hjt
end I.

_HJRDIS._
Der taler misundelsen af dig, Sigurd viking!

_SIGURD (smilende)._
Storlig fejler du nu! _(venligt til Gunnar, idet han drikker ham til
over bordet.)_ Hil dig, dle Gunnar; fast skal vort venskab st, hvo der
end prver p at bryde det.

_HJRDIS._
Det prver ingen, svidt jeg ved.

_SIGURD._
Sig ikke det; nsten kunde jeg fristes til at tro, du bd os hid til
drikkegilde for at vkke ufred.

_HJRDIS._
Det ligner dig Sigurd; nu er du vred fordi du ikke m glde for den
ypperste mand i laget!

_SIGURD._
Altid har jeg agtet Gunnar hjere end mig selv.

_HJRDIS._
Nu ja,--bagefter Gunnar er jo ogs en god plads, og--_(med et sideblik
til Thorolf)_ havde rnulf vret her, s kunde han ft det tredje sde.

_THOROLF._
Da kom Jkul, din fader, til at bnkes langt nede; thi han mtte dog
bukke under for rnulf.

_(Det flgende ordskifte fres fra begge sider under stigende, men dog
undertrykt ophidselse.)_

_HJRDIS._
Det skal du ikke sige! rnulf er jo skald, og der mumles om at han har
prist sig selv for strre bedrifter, end han har vet.

_THOROLF._
Da ve den, der mumler om sligt, s hjt at det kommer for mine ren!

_HJRDIS (med et tirrende smil)._
Vilde du hvne det?

_THOROLF._
Ja, s det langvejs skulde sprges!

_HJRDIS._
S vil jeg tmme et horn p, at du frst m f skg p hagen.

_THOROLF._
Selv skgls karl er for god til at mundhugges med kvinder.

_HJRDIS._
Men for veg til at sls med mnd; det var derfor din fader lod dig ligge
i gruen hjemme p Island, medens dine brdre for i hrfrd.

_THOROLF._
Ilde var det, at han ikke holdt liges godt je med dig; thi s havde du
ikke faret som hrtagen kvinde fra landet!

_GUNNAR OG SIGURD._
Thorolf!

_DAGNY (p samme tid)._
Min broder!

_HJRDIS (sagte og bvende af forbitrelse)._
Ha, bi--bi kun!

_THOROLF (rkker Gunnar hnden)._
Vr ikke vred, Gunnar;--onde ord faldt mig p tungen; men din hustru
gged mig!

_DAGNY (sagte og bedende)._
Fostersster, ssandt du nogentid har havt mig kr, s vk ingen strid!

_HJRDIS (leende)._
Ved drikkebordet m der skemt til, ifald lystigheden skal trives.

_GUNNAR (der har talt sagte med Thorolf)._
Du er en brav gut! _(rkker ham et svrd, som hnger ved hjsdet.)_
Der, Thorolf, der har du en god gave. Brug den vel, og lad os vre
venner.

_HJRDIS._
Ikke skulde du give dine vben bort, Gunnar; thi s vil folk sige, at du
kun skiller dig ved de ting, du ikke selv har brug for!

_THOROLF (som imidlertid har undersgt svrdet)._
Tak for gaven, Gunnar; i uhderlig frd skal den aldrig svinges.

_HJRDIS._
Skal du holde det lfte, s ln aldrig svrdet til dine brdre.

_GUNNAR._
Hjrdis!

_HJRDIS (vedblivende)._
Men hng det heller ikke p din faders stuevg; thi der hnger det hos
uhderlige mnds vben.

_THOROLF._
Sandt nok, Hjrdis,--din faders kse og skjold har hngt der i mange r.

_HJRDIS (tvinger sig)._
At rnulf vog min fader,--den bedrift frer du altid i munden; men mler
rygtet sandt, s er gerningen ikke s hderlig, som du tnker.

_THOROLF._
Hvad rygte taler du om?

_HJRDIS (smilende)._
Jeg tr ikke nvne det, thi du vilde blive vred derover.

_THOROLF._
S ti,--det ser jeg helst. _(vender sig fra hende.)_

_HJRDIS._
Nu, det kan jo ogs gerne siges. Er det sandt, Thorolf, at din fader sad
tre ntter i kvindestak hos gyvren i Smalserhorn og kogte sejd, fr han
turde g til holmgang med Jkul?

_(Alle rejser sig; strk bevgelse blandt gsterne.)_

_GUNNAR, SIGURD OG DAGNY_. Hjrdis!

_THOROLF (i hjeste forbitrelse)._
S arg en lgn har du aldrig spurgt om rnulf fra Fjordene! Det har du
selv digtet; thi giftig, som du, m den vre, der kan finde p sligt!
Den vrste udd, nogen mand kan ve, har du her psagt min fader!
_(kaster svrdet fra sig.)_ _Der_, Gunnar, der har du gaven igen;
ingen sknk tager jeg med fra det hus, hvor min fader er forhnet!

_GUNNAR._
Thorolf, s hr dog!

_THOROLF._
Lad mig g. Men se dig for skulde bde du og Hjrdis; thi min fader har
i denne stund _den_ i sin vold, som er eder dyrest af alle!

_HJRDIS (studsende)._
Din fader har--!

_GUNNAR (med et utrb)._
Hvad siger du!

_SIGURD (hftigt)._
Hvor er rnulf?

_THOROLF (med hnlatter_).
Srp, med mine brdre!

_GUNNAR._
Srp!

_HJRDIS (udbrydende)._
Gunnar! rnulf har drbt Egil, vor sn!

_GUNNAR._
Drbt! Egil drbt! Da ve rnulf og al hans t! Thorolf, sig frem;--er
det sandt;

_SIGURD._
Gunnar, Gunnar,--hr mig!

_GUNNAR._
Sig frem, ifald du agter dit liv!

_THOROLF._
Du skrmmer mig ikke! Vent til min fader kommer; nidstang skal han rejse
mod Gunnars grd! Men du, Hjrdis,--gld dig imens ved de ord jeg hrte
idag: "Fr det kvldes skal Gunnar herse og hans hustru ikke have nogen
afkom at rose sig af"! _(gr ud i baggrunden.)_

_GUNNAR (i dybeste smerte.)_
Drbt,--drbt! Min liden Egil drbt!

_HJRDIS (vildt)._
Og du--du lader ham g! Lader Egil, din tling, ligge uhvnet! Hvermands
niding skal du vre ifald--!

_GUNNAR (som ude af sig selv)._
Et svrd,--en kse! Det er det sidste bud han bringer! _(griber en kse
fra en af de omstende og iler ud.)_

_SIGURD (vil flge efter_).
Gunnar, styr dig!

_HJRDIS (holder ham tilbage)._
Bliv, bliv! Mndene vil skille dem; jeg kender Gunnar! _(Et udrb hres
fra mngden, der er stimlet sammen ved udgangen.)_

_SIGURD OG DAGNY._
Hvad er det?

_EN STEMME BLANDT MNGDEN._
Thorolf faldt!

_SIGURD._
Thorolf! Ha, slip!

_DAGNY._
Min broder! O, min broder!

_(Sigurd vil ile ud; idetsamme skilles mngden ad, Gunnar trder ind, og
kaster ksen fra sig ved dren.)_

_GUNNAR._
Nu er det gjort. Egil er hvnet!

_SIGURD._
Vel dig, ifald du ikke har vret for rap p hnden.

_GUNNAR._
Kan hnde, kan hnde; men Egil, Egil, min fagre gut!

_HJRDIS._
Vbne os m vi nu og sge hjlp hos vore venner; thi Thorolf har mange
eftermlsmnd.

_GUNNAR (mrkt)._
Selv vil han blive sin vrste hvner; han vil st mig
for sindet nat og dag.

_HJRDIS._
Thorolf fik sin ln. For frnders frd m frnder lide.

_GUNNAR._
Vel sandt; men det ved jeg, at jeg var gladere i hu fr drabet.

_HJRDIS._
Blodnatten er altid den vrste;--nr den er over, s gr det nok. Ved
skndig list har rnulf fremmet sin hvn; i ben strid vilde han ikke g
mod os, lod som han var forligeligt sindet, og falder s over vort
vrgelse barn! Ha, jeg s mere grant end I; jeg tnkte nok, at rnulf
var ond og underfundig; vel havde jeg rsag til at gge dig mod ham og
al hans falske t.

_GUNNAR (ophidset)._
Det havde du! Ringe er min hvn at regne mod rnulfs udd. Han misted
Thorolf, men har dog sex snner igen, og jeg ingen--ingen!

_EN HUSKARL (ilsomt fra baggrunden)._
rnulf fra Fjordene kommer!

_GUNNAR._
rnulf!

_HJRDIS OG FLERE MND._
Til vben! Til vben!

_DAGNY (p samme tid)._
Min fader!

_SIGURD (som greben af en anelse)._
rnulf--! Ha, Gunnar, Gunnar!

_GUNNAR (drager svrdet)._
Op alle mnd! Hvn over Egils bane!

_(rnulf kommer ind med Egil p armen.)_

_GUNNAR (med et skrig)._
Egil!

_RNULF._
Her har I liden Egil igen!

_ALLE (mellem hverandre)._
Egil! Egil lever!

_GUNNAR (lader svrdet falde)._
Ve mig; hvad har jeg gjort!

_DAGNY._
O, Thorolf, min broder!

_SIGURD._
Jeg tnkte det nok;

_RNULF (stter Egil ned)._
_Der_, Gunnar, har du din vakkre gut!

_EGIL._
Fader! Gamle rnulf vilde ikke gre mig ondt, som du sagde da jeg
rejste!

_RNULF (til Hjrdis)._
Nu har jeg givet bod for din fader; nu tnker jeg nok vi kan forliges.

_HJRDIS (med undertrykt bevgelse)._
Kan hnde!

_GUNNAR (ligesom opvgnende_).
Er det en hslig drm, der forvilder mig! Du--du bringer Egil hjem!

_RNULF._
Som du ser; men det m du vide, at han har vret dden nr.

_GUNNAR._
Det ved jeg.

_RNULF_
Og gldes ikke mere over at han kommer?

_GUNNAR._
Var han kommen tidligere, s skulde jeg gldet mig mere derover. Men sig
mig alt,--hvad der er hndt!

_RNULF._
Det er snart sagt. Kre bonde lagde onde rd op mod eder; med andre
ugerningsmnd for han srp efter Egil.

_GUNNAR._
Kre! _(sagte)_. Ha, nu sknner jeg Thorolfs ord!

_RNULF._
Hans frd kom mig for re; slig udd mtte aldrig ves. Bod for Jkul
vilde jeg ikike give, og gerne, Gunnar, havde jeg fldet dig i holmgang,
ifald s skulde vre,--men din t mtte jeg dog frede om; med mine
snner for jeg da efter Kre.

_SIGURD (sagte)._
En usalig dd er her vet!

_RNULF._
Da jeg kom til, l Egils flgesvende bundne, din sn var alt i dine
uvenners magt, og lnge skulde de ikke have sparet ham. Hed blev kampen
da! Hvassere svrdhug har jeg sjeldent skiftet; Kre og to mnd flygted
op p landet; de andre sover trygt og vil vre tunge at vkke.

_GUNNAR (i strk spnding_).
Men du--du rnulf--?

_RNULF (mrk)._
Sex snner fulgte mig i striden.

_GUNNAR (ndels)._
Men hjemad?

_RNULF._
Ingen.

_GUNNAR (forfrdet)._
Ingen! _(sagte)_. Og Thorolf, Thorolf!

_(Dyb bevgelse blandt mngden. Hjrdis synes at kmpe en strk indre
kamp; Dagny grder stille ved hjsdet til hjre. Sigurd str smerteligt
bevget hos hende.)_

_RNULF (efter et kort ophold.)_
Tungt er det at st som en frodig gran, og s at kvistes af i et eneste
uvejr. Dog, mand skal leve efter mand;--rk mig et horn; jeg vil drikke
mine snners minde. _(En af Sigurds mnd bringer et horn.)_ Hil eder der
I nu rider, mine djrve snner! Kobberportene skal ikke sl i p eders
hle, thi I kommer itil hallen med mange mnds flge! _(drikker og giver
hornet fra sig.)_ Og nu hjem til Island; rnulfs heltefrd er forbi; det
gamle tr har kun _en_ grn gren igen, og den m fredes om. Hvor er
Thorolf?

_EGIL (til sin fader.)_
Ja vis mig Thorolf! rnulf har sagt, han skal skre et skib til mig med
mange, mange hrmnd i stavnen.

_RNULF._
Prise m jeg alle gode vtter at ikke Thorolf fulgte med; thi hvis ogs
han,--nej, s strk jeg end er,--det havde faldet mig for tungt at
bre. Men hvi kommer han ikke? Altid var han den frste til at mde sin
fader; thi det tyktes os begge, som vi ikke kunde leve hinanden en dag
foruden.

_GUNNAR._
rnulf, rnulf!

_RNULF (med stigende uro.)_
Tause str I alle i stuen, det ser jeg nu;--hvad fattes,--hvor er
Thorolf?

_DAGNY._
Sigurd, Sigurd,--det blir ham det tungeste!

_GUNNAR (kmpende med sig selv.)_
Gubbe!--Nej--og dog, det kan jo ikke dlges--

_RNULF (hftigt)._
Min sn! Hvor er han?

_GUNNAR._
Thorolf er drpt!

_RNULF._
Drbt! Thorolf? Thorolf? Ha, du lyver!

_GUNNAR._
Jeg gav mit varmeste hjerteblod for at vide ham ilive!

_HJRDIS (til rnulf.)_
Selv er Thorolf skyld i det som hndte; med mrke taler gav han
tilkjende, at du var falden over Egil og havde drbt ham;--halvt i ufred
skiltes vi sidst fra hverandre; du har fr voldt mandefald i min
t;--og, foruden det,--som en kdmundet svend sad Thorolf ved gildet;
han ggedes ved skemt, og gav mange onde ord fra sig;--frst da var det
at Gunnar harmedes; frst da bar han vben p din sn; vel skulde jeg
mene, han havde skellig rsag til den gerning.

_RNULF (rolig)._
Det kendes p dig at du er en kvinde; thi du bruger mange ord. Hvortil
det? Er Thorolf drbt, s er hans saga ude.

_EGIL._
Nr Thorolf er drbt, s fr jeg ingen hrmnd.

_RNULF._
Nej, Egil,--nu har vi mistet vore hrmnd, bde du og jeg. _(til
Hjrdis_.) Din fader kvad:

  "Jkuls t skal Jkuls bane
  volde ve p alle veje".

Godt har du nu srget for, at hans ord kan sandes. _(tier lidtog vender
sig til en af mndene.)_ Hvor fik han banehugget?

_MANDEN._
Tvers over panden.

_RNULF (tilfreds)._
Hm; det er hderligt sted; s har han ikke vendt ryggen til. Men faldt
han mod siden, eller ind mod Gunnars fdder?

_MANDEN._
Halvvejs mod siden og halvvejs mod Gunnar.

_RNULF._
Det spr kun halv hvn; ja, ja,--vi skal se!

_GUNNAR (nrmer sig.)_
rnulf, vel ved jeg, at ikke alt mit gods kan veje tabet op; men krv af
mig hvad du vil--

_RNULF (strngt, afbrydende.)_
Giv mig Thorolfs lig, og lad mig g! Hvor ligger han?

_GUNNAR (peger taus mod baggrunden.)_

_RNULF (gr et par skridt, men vender sig og siger tordnende til
Sigurd, Dagny og flere, der deltagende vil flge ham):_
Bliv! Tnker I at rnulf skal flges af srgehuset, som en klynkende
kvinde! Bliv, siger jeg!--Vel rker jeg Thorolf alene, _(med rolig
kraft.)_ Snnels gr jeg; men ingen skal sige at han s mig bjet!
_(han gr langsomt ud.)_

_HJRDIS (med tvungen latter.)_
Ja, lad ham g, som han vil; mandstrke trnger vi ikke til at vre, om
han kommer med ufred igen! Nu, Dagny,--nu tnker jeg det er sidste gang
din fader stvner fra Island i sligt rind!

_SIGURD (oprrt)._
O, skndigt!

_DAGNY (liges)._
Forhne ham kan du! Forhne ham--efter det, som her er vet!

_HJRDIS._
Er gerningen gjort, s skal den ogs prises! Had og hvn svor jeg rnulf
imorges;--Jkuls drab kunde jeg glemme, alt andet,--kun ikke at han
skndet mine kr. Frilleviv kaldte han mig; _er_ det s, da har jeg
ingen skam deraf; thi Gunnar er nu mgtigere end din fader; han er
ypperligere og mere navnkundig end Sigurd, din egen husbond!

_DAGNY (i strkt oprr.)_
Der fejler du, Hjrdis,--og ret nu skal alle vide, at du lever under rd
mands tag!

_SIGURD (hftigt.)_
Dagny, hvad vil du!

_GUNNAR._
Rd!

_HJRDIS (med hnlatter.)_
Vidlst taler du der!

_DAGNY._
Fordlges skal det ikke mere; jeg taug indtil du hned min fader og mine
faldne brdre; jeg taug mens rnulf var inde; thi han skulde ikke hre
at Thorolf faldt for en nidings hnd; men nu;--pris aldrig Gunnar for
hin dd p Island; thi Gunnar er rd! Svrdet, som l draget mellem dig
og ransmanden, det hnger ved min husbonds side,--og ringen, som du drog
af din arm, den gav du til Sigurd, _(drager den af og holder den hjt
ivejret)_ her er den!

_HJRDIS (vildt)._
Sigurd!

_MNGDEN._
Sigurd! Sigurd ved dden!

_HJRDIS (sklvende af sindsbevgelse.)_
Han, han!--Gunnar, er det sandt!

_GUNNAR (med del ro.)_
Sandt er alt; kun ikke at jeg er rd;--jeg er hverken rd eller niding.

_SIGURD (bevget)._
Det er du ikke, Gunnar! Det har du aldrig vret! _(til de vrige)_.
Afsted, mine mnd! Afsted herfra!

_DAGNY (ved udgangen til Hjrdis.)_
Hvem er _nu_ den ypperste mand i laget, _min_ husbond eller
_din_! _(hun gr ud med Sigurd og hans flge.)_

_HJRDIS (for sig selv.)_
Nu har jeg kun en gerning igen;--kun _en_ dd at pnse p: Sigurd
eller jeg m d!


       *       *       *       *       *


TREDJE HANDLING.




_(Stuen hos Gunnar herse. Det er dag.)_

_(Hjrdis sidder p bnken lige for det mindre hjsde beskftiget med
at flette en buesnor; p bordet ligger en bue og nogle pile.)_

_HJRDIS (idet hun strkker snoren.)_
Den er sejg og strk; _(med et blik p pilene)_ kolven bde skarp og
tung--_(lader hnderne synke ned i skdet)_ men hvor findes den ihnd
som--! _(hftigt.)_ Forhnet, forhnet af ham,--af Sigurd! Jeg m hade
ham mere end andre, det mrker jeg godt; men mange dage skal ikke g
med, fr jeg har--_(grublende)_ Ja, men armen, som skal ve den dd--?

_(Gunnar kommer taus og tankefuld fra baggrunden)._

_HJRDIS (efter et kort ophold.)_
Hvor gr det dig, min husbond?

_GUNNAR._
Ilde, Hjrdis; dette her fra igr, det vil ikke ret glide ned; det
ligger og tynger mig for hjertekulen.

_HJRDIS._
Gr som jeg; tag dig til at virke noget.

_GUNNAR._
Det m jeg vel.

_(Pause; Gunnar gr frem og tilbage, bliver opmrksom og nrmer sig
hende.)_

_GUNNAR._
Hvad gr du der?

_HJRDIS (uden at se op.)_
Binder en buesnor; det ser du nok.

_GUNNAR._
En buesnor--af dit eget hr!

_HJRDIS (smilende)._
Der avles stordd med hver time nuomstunder; du vog min fosterbroder, og
jeg har bundet denne her siden daggry.

_GUNNAR._
Hjrdis, Hjrdis!

_HJRDIS (ser op.)_
Hvad er det?

_GUNNAR._
Hvor var du inat?

_HJRDIS._
Inat?

_GUNNAR._
Du var ikke i sovestuen.

_HJRDIS._
Det vet du?

_GUNNAR._
Jeg kunde ikke sove; det voldte mig urolige drmme, dette--dette, som
hndte med Thorolf; det bres mig for, som han kom--n ja, jeg vgned;
da hrtes det som en fager, forunderlig sang over huset; jeg stod op;
glytted p dren;--herinde, her sad du ved stokilden,--den brndte bl
og rd,--du skftet piler og kvad galder over dem.

_HJRDIS._
Den gerning var nyttig; thi hrdt er brystet, som skal rammes idag.

_GUNNAR._
Jeg sknner dig nok; du vil have Sigurd fldet.

_HJRDIS._
Hm, kan hnde.

_GUNNAR._
Det sker dig aldrig til vilje. Med Sigurd holder jeg fred, s strkt du
end gger mig.

_HJRDIS (smilende)._
Mener du det?

_GUNNAR._
Det ved jeg!

_HJRDIS (rkker ham snoren)._
Sig mig, Gunnar,--kan du lse den knude der?

_GUNNAR (forsger det)._
Nej, den er flettet for fast og kunstigt.

_HJRDIS (reiser sig)._
Nornens spind er kunstigere flettet; det kan du end mindre lse!

_GUNNAR._
Krumme er de mgtiges veje;--dem kender hverken du eller jeg.

_HJRDIS._
_Et_ ved jeg dog visst; at Sigurd vil volde usalige kr for os
begge. _(Pause; Gunnar str fordybet i sig selv_.)

_HJRDIS (der i stilhed har holdt je med ham)._
Hvad tnker du p?

_GUNNAR._
P en drm, jeg nylig havde. Det kom mig for, at jeg havde vet det
vrk, du nu krver; Sigurd l slagen p marken; du stod hos og var sre
bleg. Da sagde jeg: "Er du nu glad, da det er gjort, som du vilde"? Men
du lo og svared: "Gladere skulde jeg vre, ifald du, Gunnar, l der i
Sigurds sted."

_HJRDIS (med tvungen latter)._
Ilde m du kende mig, nr slig uvittig drm kan vre dig hinderlig!

_GUNNAR._
Hm!--Sig mig, Hjrdis, hvad tykkes dig om stuen her?

_HJRDIS._
Skal jeg sige sandt, Gunnar,--s tykkes det mig stundom for trangt
herinde.

_GUNNAR._
Ja ja, det har jeg tnkt; vi er en formange.

_HJRDIS._
Kan hnde to.

_GUNNAR (der ikke hrte hendes ytring)._
Men det skal bdes p.

_HJRDIS (ser sprgende p ham)._
Bdes p? Du er da tilsinds at--?

_GUNNAR._
At ruste mine hrskibe og fare fra landet; jeg vil vinde den hder igen,
som jeg nu har mistet, fordi du var mig krere end alle ting.

_HJRDIS (tankefuld)._
Du farer fra landet? Ja, ja, det tr vel vre bedst for os begge.

_GUNNAR._
Alt fra den dag, vi stvned fra Island, s jeg nok, at det ikke vilde g
godt med os. Dit sind er stolt og strkt; der er de tider, da jeg fast
rddes for dig; men, slsomt,--derved er det mest at jeg har dig s kr;
der str en koglende skrk af dig,--det bres mig for, at du kunde lokke
mig til udd, og at det vilde tykkes mig vel gjort, alt det du krved.
_(med stille hovedrysten.)_ Ugrundeligt er nornens rd; Sigurd skulde
blevet din husbond.

_HJRDIS (udbrydende)._
Sigurd!

_GUNNAR._
Ja Sigurd. Det er had og hvn, som forblinder dig, ellers vilde du
skatte ham bedre. Som Sigurd skulde jeg vret, da kunde jeg gjort dig
livet lysteligit at bre.

_HJRDIS (i strk men undertrykt bevgelse.)_
Og _det_--_det_ mener du Sigurd kunde gjort?

_GUNNAR._
Han er strk af sind, og derhos stolt som du.

_HJRDIS (hftigt)._
Hvis s er--_(fatter sig)_ ligegodt, ligegodt! _(vildt udbrydende.)_
Gunnar, tag Sigurds liv!

_GUNNAR._
Aldrig!

_HJRDIS._
Ved list og svig blev jeg din hustru;--det skal vre glemt! Fem
gldelse r har jeg siddet her;--glemt skal alt vre fra den dag, da
Sigurd ikke lever mere!

_GUNNAR._
Af min hnd skal ingen men voldes ham _(viger uvilkrligt tilbage.)_
Hjrdis, Hjrdis, du friste mig ikke!

_HJRDIS._
S m jeg finde mig en anden hvner; lnge skal Sigurd ikke tale
forhnelsens ord over mig og dig! _(knytter hnderne i krampagtig
forbitrelse.)_ Hos hende--den enfoldige kvinde--hos hende sidder han kan
hnde nu i enrum, leflende og ler over os; mler om al den tort, som
overgik mig, da han raned mig i dit sted; fortller at han listelig lo,
der han stod i det mrke bur, og jeg ikke kendte ham!

_GUNNAR._
Det gr han ikke; det gr han ikke!

_HJRDIS (strkt)._
Sigurd og Dagny m d! Jeg kan ikke trkke vejret fr de to er borte!
_(trder tt hen til ham med funklende jne og siger vildt, men
hviskende.)_ Kunde du hjlpe mig med _det_, Gunnar,--da skulde jeg
leve med elskov hos dig; da skulde jeg kryste dig i mine arme s varmt
og s vildt, som du aldrig har drmt det!

_GUNNAR (vaklende)._
Hjrdis! Vilde du--!

_HJRDIS._
Hnd p vrket, Gunnar,--s skal de tunge dage vre forbi; ikke skal jeg
da lngere g af stuen nr du kommer; ikke tale umilde ord og dve dit
smil, nr du er glad; jeg skal klde mig i pel og i kostelige
silkeklder; farer du i leding, jeg flger dig,--rider du i fredsom
frd, jeg rider dig nst; ved gildet skal jeg sidde hos dig, fylde dit
horn, drikke dig til og kvde fagre kvad, der kan fryde dit hjerte!

_GUNNAR (nsten overvunden_).
Er det sandt; du vilde--!

_HJRDIS._
Mere end det, tifold mere, tro du mig! Kun hvn! Hvn over Sigurd og
Dagny, og s skal jeg--_(standser, da hun ser dren bnes.)_
Dagny,--kommer du hid!

_DAGNY (fra baggrunden)._
Du skynde dig, Gunnar herse;--lad dine mnd ruste sig!

_GUNNAR._
Ruste sig? Mod hvem?

_DAGNY._
Kre bonde kommer med mange fredlse folk; han vil dig ilde; Sigurd
hindred ham nylig; men hvo kan vide--

_GUNNAR (bevget)._
Det har Sigurd gjort for mig!

_DAGNY._
Sigurd er dig forvist en fuldtro ven.

_GUNNAR._
Og vi, Hjrdis,--vi som tnkte p--; ja, det er som jeg siger,--trolddom
ligger over al din tale; hver en dd tykkes mig fager, nr du nvner
den.

_DAGNY (forundret)._
Hvad mener du?

_GUNNAR._
Intet, intet! Tak for budskabet, Dagny; nu gr jeg at samle mine svende.
_(vender sig mod udgangen, men standser og nrmer sig igen.)_ Sig
mig,--hvor gr det rnulf?

_DAGNY (snker hovedet)._
Sprg ikke om det. Igr bar han Thorolfs lig til skibene; nu kaster han
en haug ved stranden;--der skal hans snner lgges. _(Gunnar tier
og gr ud i baggrunden)_.

_DAGNY._
Fr kveldstid er der ingen fare. _(nrmer sig.)_ Hjrdis, jeg har et
rind til p grden; det er til dig jeg kommer.

_HJRDIS._
Til mig? Efter det, som gik for sig igr?

_DAGNY._
Mest efter det. Hjrdis, fostersster, br ikke had til mig; glem de
ord, som sorg og onde vtter lagde mig i munden; forlad mig al den tort
jeg voldte dig; thi, tro du mig, jeg er nu tifold usaligere end du!

_HJRDIS._
Usalig--du;--Sigurds hustru?

_DAGNY._
_Mit_ vrk er jo alt det, som vedes,--at der blev yppet strid, at
Thorolf faldt, at al den forhnelse overgik Gunnar og dig. Alt er
_jeg_ skyld i! Ve mig;--s gode var mine kr; men aldrig blir jeg
glad mere efter denne dag.

_HJRDIS (som greben af en pludselig tanke)._
Men fr--i de fem lange r--i al den tid var lykken med dig?

_DAGNY._
Kan du tvivle om det!

_HJRDIS._
Hm; igr tvivled jeg ikke, men--

_DAGNY._
Hvad mener du?

_HJRDIS._
, ikke stort; lad os tale om andre ting.

_DAGNY._
Nej visst ikke. Hjrdis sig mig--!

_HJRDIS._
Det gavner dig lidet; dog, siden du s vil det--_(med et ondskabsfuldt
udtryk.)_ Kan du mindes engang, hist p Island;--vi var p thinget
sammen med rnulf, din fader, og sad med vore legesstre i thingboden,
som kvinders skik er; da kom to fremmede mnd ind i boden.

_DAGNY._
Sigurd og Gunnar.

_HJRDIS._
De hilste os med hviske lader, satte sig hos p bnken, og megen
skemtsom tale blev da frt mellem os. Nogle var der, som vilde vide, hvi
de to hrmnd kom til landet, og om det ikke var for at hente sig
hustruer der p en. Da sagde Sigurd: "Tungt vil det falde mig at finde
den kvinde, jeg kan fste min hu til". rnulf lo, og mente det skortet
ikke Island p hjttede kvinder og heller ikke p dem, der var rige;
men Sigurd svared: "Hugprud hustru har helten behov. Den, jeg vil vlge,
m ikke finde sig i at sidde i ringe kr; ingen hder m tykkes hende s
hj, at hun jo higer efter den; i viking m hun villig flge mig;
hrklder m hun bre; hun m gge mig til strid og ikke blinke med
jnene, der svrdene lyner; thi er hun rd av sind, da times mig liden
hder". Ej sandt, s talte Sigurd?

_DAGNY (usikker)._
Det gjorde han--men--

_HJRDIS._
Slig skulde hun vre, den kvinde, som kunde gre ham livet fagert; og
s--_(med et foragteligt smil)_ s kred han dig!

_DAGNY (smerteligt studsende)._
Ha, du mener at--?

_HJRDIS._
Se, derfor har du vel vist dig stolt og hjsindet, krvet hder af alle,
p det at Sigurd kunde hdres ved dig;--ej s?

_DAGNY._
Nej, Hjrdis, men--

_HJRDIS._
Til stordd har du dog gget ham, fulgt ham i hrklder, og fundet det
godt at vre, hvor striden brndte som strkest;--har du ikke?

_DAGNY (dybt bevget)._
Nej, nej!

_HJRDIS._
Har du da vret rd av sind, s at Sigurd voldtes skam derved?

_DAGNY (overvldet)._
Hjrdis, Hjrdis!

_HJRDIS (hnligt smilende)._
Men gode var da dine kr i al den tid;--mener du at Sigurd kan sige det
samme!

_DAGNY._
Lad mig vre. Ve mig; du har gjort mig for klog p mig selv!

_HJRDIS._
Et skemtsomt ord, s grder du straks! Tnk nu bare ikke p det. Se her,
hvad jeg har gjort idag; _(tger nogle pile fra bordet)_--hvor spidse og
skarpe du! Ej sandt, jeg forstr mig godt p at hvsse pile?

_DAGNY._
Og p at _bruge_ dem med; du rammer sikkert, Hjrdis! Alt det du
nys har sagt mig,--p det tnkte jeg aldrig fr. _(hftigere.)_ Men at
Sigurd--! At jeg i al den tid skulde gjort ham livet tungt og
uhderligt;--nej, nej, det kan ikke vre sandt!

_HJRDIS._
N n, trst dig, Dagny; det _er_ jo heller ikke sandt. Ja, var
Sigurd endnu tilsinds, som i fordums dage, da kunde det s vre, dengang
stod al hans hu og higen til at blive den ypperste mand i landet;--nu
nies han med ringere lykke.

_DAGNY._
Nej Hjrdis, Sigurd er storsindet nu som fr; jeg ser det vel, jeg er
ikke den rette hustru for ham; han har dulgt det for mig; men sledes
skal det ikke blive ved.

_HJRDIS._
Hvad vil du?

_DAGNY._
Jeg vil ikke hnge som en tyngsel ved hans frd; jeg vil ikke lnger
vre ham hinderlig.

_HJRDIS._
Du tnker da p--?

_DAGNY._
Stille, der kommer folk! _(En huskarl fra baggrunden)_.

_KARLEN._
Sigurd viking kommer til grden!

_HJRDIS._
Sigurd! S lad Gunnar kalde hid.

_KARLEN._
Gunnar red ud for at samle sine grander; thi Kre bonde vil--

_HJRDIS._
Godt, godt, det ved jeg; g da! _(Karlen gr; til Dagny, der ligeledes
vil g)_. Hvor vil du hen?

_DAGNY._
Ud for ikke at trffe Sigurd. Det bliver vel til det at vi m skilles,
det skjnner jeg nok; men _nu_ at stedes til mde med ham,--nej,
nej, det kan jeg ikke. _(gr ud til venstre)_.

_HJRDIS (ser en stund taus efter hende)._
Og hende var det jeg vilde--_(fortseetter tanken ved et blik p
buesnoren)_. Ringe hvn havde det vret;--nej, nu hug jeg bedre til! Hm;
det er tungt at d, men stundom er det dog vrre at leve!

_(Sigurd fra baggrunden.)_

_HJRDIS._
Det er Gunnar du sger, kan jeg tnke; st dig ned, ret nu kommer han.
_(vil g.)_

_SIGURD._
Nej bliv; det er dig jeg sger mere end ham.

_HJRDIS._
Mig?

_SIGURD._
Og vel var det jeg traf dig alene.

_HJRDIS._
Kommer du for at krnke mig, s er det dig visst lidet hiniderligt om
stuen stod fuld bde af mnd og kvinder.

_SIGURD._
 ja, jeg kender s godt de tanker du har om mig.

_HJRDIS (bittert)._
Jeg gr dig uret kan hnde! Nej, nej, Sigurd, forgiftig har du vret for
alle mine levedage. Kom ihu, det var dig, som ved hin skndige list;
det var dig, som sad hos mig i buret, ggled elskov mens du lisfeligt lo
derved, slngte mig bort til Gunnar, thi for ham var jeg god nok
endda,--og for s fra landet med den kvinde, du havde kjr!

_SIGURD._
Mangt vrk mgter mnds vilje at fremme; men de store gerninger styres
af skbnen,--s er det get med os to.

_HJRDIS._
Vel sandt; onde norner rder over verden; men deres magt er ringe, ifald
de ikke finder hjlpere i vort eget bryst. Lykken times den, der er
strk nok til at stvne i strid mod nornen;--det er _det_ jeg nu
vil gre.

_SIGURD._
Hvad mener du?

_HJRDIS._
Jeg vil vove en styrkeprve med dem--med dem, som er over mig. Men lad
os ikke tale mere om det; jeg har meget at gre idag. _(hun stter sig
ved bordet)_

_SIGURD (efter et kort ophold)._
Du virker gode vben for Gunnar.

_HJRDIS (med et stille smil)._
Ikke for Gunnar, men _mod_ dig.

_SIGURD._
Det m vel komme ud p et.

_HJRDIS._
 ja, det m vel s; thi er jeg nornen voksen, da skal du og
Gunnar sent eller tidligt--_(holder inde, lner sig bagover mod bordet,
ser smilende p ham og siger med forandret udtryk i stemmen:)_ Hm; ved
du, hvad mig stundom tykkes? Tidt finder jeg min fryd ved at male mig
lystige billeder i sindet; jeg sidder da og lukker jnene og tnker: Nu
kommer Sigurd hin strke til landet;--han vil brnde os inde, mig og min
husbond. Alle Gunnars mnd er faldne; kun han og jeg er igen;--de tnder
taget udenfra;--"Et bueskud", siger Gunnar "et eneste kan frelse
os";--da brister snoren--"Hjrdis, skr en fletning af dit hr og gr en
buesnor deraf,--det glder livet!"--Men jeg ler--"Lad brnde, lad
brnde--livet er mig ikke en hndfuld hr vrd!"

_SIGURD._
Der er en slsom magt i al din tale. _(nrmer sig.)_

_HJRDIS (ser koldt p ham)._
Du stter dig hos mig?

_SIGURD._
Du tnker jeg er dig gram af hjertet. Hjrdis, det er sidste
gang, vi tales ved; der er noget, som nager mig lig en sot, og p den
vis kan jeg ikke rejse; du m kende mig bedre.

_HJRDIS._
Hvad vil du?

_SIGURD._
Fortlle dig en saga.

_HJRDIS._
Er den tung?

_SIGURD._
Tung som livet selv.

_HJRDIS (bittert)._
Ved du, at livet kan vre tungt?

_SIGURD._
Dm om det, nr min saga er ude.

_HJRDIS._
S fortl; jeg arbejder imens.

_(han stter sig p en liden krak ved hendes hjre side.)_

_SIGURD._
Der var engang to unge hrmnd, som sejled fra Norge for at vinde gods
og hder; de havde tilsagt hinanden venskab, og holdt rligt sammen s
vide de end for om.

_HJRDIS._
Og de to unge hrmnd hed Sigurd og Gunnar?

_SIGURD._
 ja, vi kan kalde dem s. Langt om lnge kom de til Island; der bode en
gammel landnamsmand, som var faret fra Norge i kong Haralds tider. Han
havde to fagre kvinder i sit hus; men den ene, hans fosterdatter, var
dog den ypperligste; thi hun var forstandig og strk af sind, og
hrmndene talte om hende mellem sig, og ingen af dem havde set fagrere
kvinde, s tyktes dem begge.

_HJRDIS (spndt)._
Begge? Vil du spotte mig?

_SIGURD._
Gunnar tnkte p hende nat og dag, og det gjorde nok Sigurd med; men
begge taug, og p hende var ikke at mrke om Gunnar hued hende; men at
hun ej var Sigurd god, det var lettere at sknne.

_HJRDIS (ndels)._
Bliv ved, det beder jeg--!

_SIGURD._
Dog, desmere mtte Sigurd tnke p hende; men det var der ingen som
vidste om. Da hndte det sig en kvld at der var drikkelag, og svor da
hin stolte kvinde at ingen mand skulde eje hende, uden den, der ved et
storvrk, som hun nvnte. Hjt slog da Sigurds bryst af fryd; thi han
kendte kraft i sig til at ve dden; men Gunnar tok ham i enrum, nvnte
om sin elskov;--Sigurd taug med sin, og gik s til--

_HJRDIS (udbrydende)._
Sigurd, Sigurd! _(betvinger sig.)_ Og den saga--er den sand?

_SIGURD._
Det er den. En af os mtte jo vige; Gunnar var min ven; p anden vis
kunde jeg ikke handle. Sledes blev du Gunnars viv, og jeg fsted en
anden kvinde.

_HJRDIS._
Og fik hende kr?

_SIGURD._
Jeg lrte at skatte hende; men der er kun _en_ kvinde, som Sigurd
har elsket, og det er den kvinde, som var ham gram fra den frste dag de
mdtes. _(rejser sig.)_ Her ender min saga, lad os skilles nu.--Farvel,
Gunnar herses hustru; vi mdes aldrig mere.

_HJRDIS (springer op)._
Nej bliv! Ve os begge; Sigurd, hvad har du gjort!

_SIGURD (studsende)._
Jeg gjort? Hvad fattes dig?

_HJRDIS._
Og alt det siger du mig nu! Men nej,--det kan ej vre sandhed!

_SIGURD._
Det er sidste gang vi tales ved; hvert ord er sandhed--du skulde lre at
dmme mig mildere, derfor mtte jeg tale nu!

_HJRDIS (folder uvilkrligt hnderne og ser p ham i stille
forbauselse):_
Elsket,--elsket mig--du! _(hftigt, idet hun trder test hen til ham:)_
Jeg tror dig ikke! _(ser stivt p ham og udbryder i vild smerte)_. Jo,
det er sandt og--usaligt for os begge! _(slr hnderne for ansigtet og
fjerner sig.)_

_SIGURD (forfrdet)._
Hjrdis!

_HJRDIS (stille, kmpende mellem grd og latter)._
Bryd dig ikke om mig! Det var kun _det_ jeg mente, at--_(lgger
hnden p hans arm.)_ Sigurd, du har ikke sagt din saga tilende; hin
stolte kvinde, som du nvnte,--hun har elsket dig igen!

_SIGURD (farer tilbage)._
Du!

_HJRDIS (med fatning)._
Ja Sigurd, jeg har elsket dig, det sknner jeg nu. Du siger jeg var taus
og umild mod dig; hvad kan da en kvinde bedre gre? Kunde jeg byde min
elskov frem, da var jeg dig lidet vrdig. Du tyktes mig stedse at vre
den ypperligste af alle mnd; og s at vide dig som en andens
husbond,--det voldte mig hin bitre ve, som jeg ikke selv forstod!

_SIGURD (rystet)._
Et usaligt spind har nornen spundet om os to.

_HJRDIS._
Selv er du skyld deri: strkt og kkt smmer det sig manden at handle.
Da jeg satte hint svre vilkr for den der skulde vinde mig, da tnkte
jeg forvist p dig;--og dog kunde du--!

_SIGURD._
Jeg kendte Gunnars sjlesot; jeg alene kunde lge den;--hvad var vel s
for mig at vlge mellem? Og dog, havde jeg vidst det jeg nu ved, da tr
jeg lidet svare for mig selv; thi elskov er s strk en magt.

_HJRDIS (rask)._
Nu vel, Sigurd,--et usaligt spil har skilt os ad i lange r; nu er
knuden lst; de tider, som kommer, skal give os vederlag.

_SIGURD (hovedrystende)._
Det kan ej ske; vi m jo skilles igen.

_HJRDIS._
Det m vi ikke. Jeg elsker dig, det tr jeg nu sige uden at blues; thi
min elskov er ikke leflende, som de vege kvinders; var jeg en mand,--ved
alle vldige magter, jeg kunde endda elske dig sledes, som jeg nu gr
det! Op da, Sigurd! Lykken er vel en stordd vrd; vi er begge fri, nr
vi selv vil det, og da er legen vunden.

_SIGURD._
Fri? Hvad mener du?

_HJRDIS._
Hvad er vel Dagny for dig? Hvad kan hun vel vre for dig? Ikke mere end
Gunnar glder i mine lnlige tanker. Hvad magt ligger der p, om to usle
liv forspildes!

_SIGURD._
Hjrdis, Hjrdis!

_HJRDIS._
Lad Gunnar blive her; lad Dagny fare til Island med sin fader; jeg
flger dig i stl og plade, hvor du stevner hen. _(Bevgelse hos
Sigurd.)_ Det er ikke som din hustru jeg vil flge dig; thi jeg har hrt
en anden til, og den kvinde lever, som fr har hvilet dig nr. Nej,
Sigurd, ikke som din hustru, men som hine strke kvinder, som Hildes
sstre vil jeg flge dig, ildne dig til strid og til mandig frd, s at
dit navn kan g vidt over landene; i svrdlegen vil jeg st dig nst,
frdes blandt dine kmper i uvejr og vikingstvne; og nr dit drapa
kvdes, da skal det bre bud om Sigurd og Hjrdis tilhobe!

_SIGURD._
S var engang min fagreste drm, nu er det for sent; Gunnar og Dagny
str mellem os, og der har de begge ret til at st. Jeg dte min unge
elskov for Gunnars skyld;--skal jeg bre kviden derved, s m ikke min
gerning vre ffngt. Og nu Dagny;--troskyldig og fuld af lid for hun
fra hjem og frnder; ingen tid m hun tnke at jeg lngtes mod Hjrdis,
s tidt hun tog mig i favn.

_HJRDIS._
Og for slig sags skyld vil du lgge en tyngsel p dit liv! Hvad fik du
da kraft og styrke til, og derhos alle sindets ypperlige gaver? Og mener
du det nu lnger kan vre smmelig lod for mig at sidde p Gunnars grd?
Nej, Sigurd, tro du mig, her er mangt at tage hnd i for en mand som du.
Erik styrer Norges rige, reis dig mod ham; mange gode kmper vil stille
sig hen som dine hndgangne mnd; med utvingelig magt vil vi g frem,
stride og virke, og aldrig hvile fr du sidder p Hrfagers kongestol.

_SIGURD._
Hjrdis, Hjrdis, s har jeg drmt i min vilde ungdom; lad det vre
glemt;--frist mig ikke!

_HJRDIS (med hjhed.)_
Det er nornens rd at vi to skal holde sammen; det _kan_ ej ndres;
grant ser jeg nu mit hverv i livet: at gre dig bermmelig over alle
lande. Du har stet for mig hver dag, hver time jeg leved her; jeg vilde
rive dig ud af mit sind, men mgted det ikke; nu gres det ej ndigt, nu
da jeg ved du elsker mig.

_SIGURD (med tvungen kulde)._
Hvis s er,--da vid,--jeg har elsket dig; nu er det forbi;--jeg har
glemt de dage.

_HJRDIS._
Sigurd, der lyver du! Smeget er jeg vrd, at har du engang elsket mig,
da kan du aldrig glemme det.

_SIGURD (hftigt)._
Det m jeg; det vil jeg nu!

_HJRDIS._
Lad s vre; men du _kan_ det ikke! Hindre mig vil du; det lykkes
ej; endnu fr kvld skal Gunnar og Dagny vide alt.

_SIGURD._
Ha, det gr du ikke.

_HJRDIS._
Det gr jeg!

_SIGURD._
Da mtte jeg kende dig ilde; hjsindet tyktes du mig fr at vre.

_HJRDIS._
Onde dage fder onde tanker; for stor er den lid, du har sat til mig.
Jeg vil, jeg m flge dig,--ud i livet og i striden; det er mig for lavt
under loftet i Gunnar herses stue!

_SIGURD (med eftertryk)._
Men hder mellem mnd har du dog skattet hjt; der er skellig grund til
strid mellem mig og Gunnar. Ifald nu han faldt for min hnd, vilde du
endda rbe alt og flge mig?

_HJRDIS (studsende)._
Hvi sprger du s?

_SIGURD._
Svar mig frst; hvad vilde du gre, ifald jeg blev din husbonds
banemand?

_HJRDIS (ser stivt p ham)._
Da mtte jeg tie og aldrig hvile fr jeg havde fet dig fldet.

_SIGURD (med et smil)._
Godt, Hjrdis;--det vidste jeg vel.

_HJRDIS (hastigt)._
Men s kan ej ske!

_SIGURD._
Det _m_ ske; selv har du nu kastet trning om Gunnars liv og mit!

_(Gunnar med nogle huskarle fra baggrunden)._

_GUNNAR (mrkt til Hjrdis)._
Se s; nu spirer den sd du har set!

_SIGURD (nrmer sig)._
Hvad gr dig imod?

_GUNNAR._
Sigurd, er det dig! Hvad der gr mig imod? Ikke andet, end jeg vel mtte
vente. Ssnart Dagny, din hustru, havde bret bud om Kre bonde, s tog
jeg min hest og red til mine grander for at sge hjlp mod ham.

_HJRDIS (spndt)._
Nu?

_GUNNAR._
Tvr ld talen hvorhelst jeg kom; min frd mod Kre var lidet hderlig,
blev der sagt;--hm, der blev sagt andre ting med, som jeg ikke kan
nvne;--jeg er jo en forhnet mand; det er mig psagt at jeg har vet
nidingsvrk; det holdes nu for skndsel at dele sag med mig.

_SIGURD._
Lnge skal det ikke holdes for skndsel; fr kvlden kommer, skal du
vre mandstrk nok mod Kre.

_GUNNAR._
Sigurd!

_HJRDIS (sagte, triumferende)._
Ha, det vidste jeg nok!

_SIGURD (med tvungen styrke)._
Men s er ogs freden ude mellem os; thi hr nu mit ord, Gunnar
herse,--du har fldet Thorolf, min hustrus frnde, og derfor stvner jeg
dig til holmgang imorgen ssnart solen rinder!

_HJRDIS (gr i hftig indre bevgelse et skridt hen imod Sigurd, men
fatter sig og bliver ubevgelig stende under det flgende)_.

_GUNNAR (i hjeste overraskelse)._
Til holmgang--! Mig!--Du skemter, Sigurd!

_SIGURD._
Til holmgang er du lovligt stvnet; det blir et brikkespil p liv og
dd; en af os m falde!

_GUNNAR (bittert)._
Ha, jeg sknner det vel. Du var til enetale med Hjrdis da jeg kom; hun
har gget dig pny!

_SIGURD._
Kan hnde! _(halvt til Hjrdis)_. Hjsindet kvinde m jo vrge om sin
husbonds hder. _(til mndene i baggrunden.)_ Og I, karle, g nu til
Gunnars grander og sig dem, at imorgen skifter han svrdhugg med mig;
rd vil ingen nvne den mand, som brer vben p Sigurd viking!

_(Karlene gr ud i baggrunden.)_

_GUNNAR (gr raskt hen til Sigurd og trykker hans hnder i strk
bevgelse)_.

Sigurd, min bolde broder, nu frst forstr jeg dig! Du vover livet for
min hder, som du fordum voved det for min lykke!

_SIGURD._
Tak din hustru; hun har mest del i min frd. Imorgen nr solen rinder--

_GUNNAR._
Jeg mder dig. _(bld.)_ Fosterbroder, vil du have et godt svrd af mig;
det er en kostelig gave.

_SIGURD._
Tak; men lad det hnge;--ingen ved, om jeg nste kveld har brug for det.

_GUNNAR (ryster hans hnd)._
Farvel, Sigurd!

_SIGURD._
Farvel igen og lykke til vrket!

_(De skilles, Gunnar gr ud til venstre, Sigurd kaster et blik p
Hjrdis og gr ud i baggrunden.)_

_HJRDIS (efter en pause, sagte og tankefuld)._
Til holmgang imorgen? Hvem vil falde? _(tier lidt og udbryder derp, som
greben af en strk beslutning.)_ Lad falde hvem der vil,--Sigurd og jeg
skal endda blive sammen!


       *       *       *       *       *


FJERDE HANDLING.




_(Ved strandbredden. Det er aften; mnen ses fra og til mellem mrke,
snderrevne uvejrsskyer. I baggrunden en sort, nylig opkastet
gravhaug.)_

_(rnulf sidder p en sten til hjre i forgrunden med blottet
hoved, albuerne hvilende p knerne og med ansigtet skjult i sine
hnder. Hans mnd graver ved haugen, nogle lyser med tyrifakler.
Efter et kort ophold kommer Sigurd og Dagny ud fra bdhuset,
hvor en stokild brnder.)_

_DAGNY (dmpet)._
Der sidder han endnu. _(holder Sigurd tilbage.)_ Nej, tal ikke til ham!

_SIGURD._
Du har ret; det er for tidligt; lad ham heller sidde med sig selv.

_DAGNY (gr over mod hjre og betragter faderen med stille sorg)._
S strk var han igr da han tog Thorolfs lig p ryggen; s strk var
han, mens de grov p haugen; men da de alle var lagt derinde, og jord og
stene kastet over,--da tog sorgen ham; da var det som han sluknede.
_(trrer trerne af.)_ Sig mig, Sigurd, nr tnker du at fare hjem til
Island?

_SIGURD._
Ssnart uvejret stilner af og jeg fr endt min handel med Gunnar herse.

_DAGNY._
Og s vil du kbe land og bygge dig en grd og aldrig fare i leding
mere?

_SIGURD._
Ja ja,--det har jeg lovet dig.

_DAGNY._
Og jeg tr forvist tro at Hjrdis bedrog mig, da hun sagde at lidet var
jeg dig vrdig til viv?

_SIGURD._
Ja ja, Dagny, lid p mit ord.

_DAGNY._
S er jeg glad igen og vil prve at glemme alt det onde vrk, som her er
vet. I de lange vinterkvlde vil vi tale sammen om Gunnar og Hjrdis,
og--

_SIGURD._
Nej, Dagny, vil du vel mod os begge, s nvn aldrig Hjrdis, nr vi
sidder hjemme p Island!

_DAGNY (mildt bebrejdende)._
Ubilligt er dit had til hende. Sigurd, Sigurd, det ligner dig lidet!

_EN AF MNDENE (nrmer sig)._
Se s, nu er haugen istand.

_RNULF (ligesom opvgnende)._
Haugen? Er den--n ja--

_SIGURD._
Tal nu, til ham, Dagny!

_DAGNY (nrmer sig)._
Fader, det er koldt herude; det trkker op til uvejr inat.

_RNULF._
Hm; bryd dig ikke om det; haugen er bygget tt og godt; de ligger lunt
derinde.

_DAGNY._
Ja, men du--

_RNULF._
Jeg? Jeg fryser ikke.

_DAGNY._
Du har intet spist idag; vil du ikke g ind? Natverdsbordet str rede.

_RNULF._
Lad natverdsbordet st; jeg er ikke sulten.

_DAGNY._
Men at sidde her s stille; tro mig, det bader dig ikke; du er lidet
vant til det.

_RNULF._
Vel sandt; der er noget, som klemmer mig for bringen; jeg kan ikke
trkke vejret.

_(han skjuler igen ansigtet med sine hnder. Ophold. Dagny stter sig
hos ham.)_

_DAGNY._
Imorgen ruster du vel dit skib og farer med til Island?

_RNULF (uden at se op)._
Hvad skal jeg der? Nej, jeg vil til mine snner.

_DAGNY (smerteligt)._
Fader!

_RNULF (lfter hovedet)._
G ind, og lad mig sidde; har uvejret legt om mig en nat eller to, s er
det gjort, tnker jeg.

_SIGURD._
Sligt kan du ikke tnke p!

_RNULF._
Undres dig at jeg vil hvile! Mit dagvrk er jo endt; jeg har hjlagt
mine snner. _(hftigt.)_ G fra mig!--G, g!

_(han skjuler igen sit ansigt.)_

_SIGURD (sagte til Dagny, som rejser sig.)_
Lad ham sidde lidt endnu.

_DAGNY._
Nej, jeg fr friste et rd til;--jeg kender ham. _(til rnulf.)_ Dit
dagvrk er endt siger du; det er det dog ikke. Hjlagt har du dine
snner;--men du er jo skald; det smmer sig at kvde til deres minde.

_RNULF (hovedrystende)._
Kvde? Nej, nej; igr kunde jeg det; idag er jeg for gammel.

_DAGNY._
Det m du dog; hderlige mnd var dine snner alle; et kvde m siges om
dem, og det kan ingen i tten uden du.

_RNULF (ser sprgende p Sigurd)._
Kvde? Hvad tykkes _dig_, Sigurd?

_SIGURD._
Mig tykkes at s er billigt; du fr gre som hun siger.

_DAGNY._
Ilde vil det tykkes dine grander p Island, nr arvellet skal drikkes
over rnulfs tlinge, og intet kvad er digtet. Til at flge dine snner
har du tid nok.

_RNULF._
Nu ja, jeg vil prve det; og du, Dagny, lyt til, at du siden kan riste
kvadet p kvle!

_(Mndene nrmer sig med faklerne, s at der dannes en gruppe omkring
ham; han tier lidt og tnker sig om, derp siger han:)_

  Sind, som svr-mod stinger,
  savner Brages glde;
  sorgfuld skald s sre
  kvides ved at kvde.

  Skaldeguden sknked
  evne mig at sjunge;--
  klinge lad min klage
  for mit tab, det tunge! _(rejser sig.)_

  Harmfuld norne hrged
  hrdt mig verdens veje,
  listed lykken fra mig,
  dte rnulfs eje.

  Snner syv til rnulf
  blev af guder givet;--
  nu gr gubben ensom,
  snnels i livet.

  Snner syv, s fagre,
  fostred mellem svrde,
  vrned vikings hvide
  hr, som gvest grde.

  Nu er grdet jvnet,
  mine snner dde;
  gldels str gubben,
  og hans hus str de.

  Thorolf,--du, min yngste!
  Boldest blandt de bolde!
  Lidet gad jeg klage,
  fik jeg _dig_ beholde!

  Vn du var, som vren,
  mod din fader krlig,
  arted dig at ldes
  til en helt s herlig.

  Ulivs-sr, usaligt,
  vrste ve mon volde,
  har min gamle bringe
  klemt, som mellem skjolde.

  Nidsyg norne ndig
  ngted mig sit eje,--
  dryssed smertens rigdom
  over rnulfs veje.

  Vegt er visst mit vrge.
  Fik jeg guders evne,
  _en_ da blev min idrt;
  nornens frd at hvne.

  _En_ da blev min gerning:
  nornens fald at friste,--
  hun, som har mig rvet
  alt--og nu det sidste!

  Har hun _alt_ mig rvet?
  Nej, det har hun ikke;
  tidligt fik jo rnulf
  Suttungs mjd at drikke, _(med stigende begejstring.)_

  Mine snner tog hun;
  men hun gav min tunge
  evnen til i kvder
  ud min sorg at sjunge.

  P min mund hun lagde
  sangens fagre gave;--
  lydt da lad den klinge,
  selv ved snners grave!

  Hil jer, snner gve!
  Hil jer, der I rider!
  Gudegaven lger
  verdens ve og kvider!

_(han trkker et dybt ndedrag, stryger hret fra panden og siger
roligt:)_

Se s, nu er rnulf strk og sund igen. _(til mndene.)_ Kom med til
natverdsbordet, drenge; vi har havt et tungt dagvrk!

_(gr med karlene ind i bdhuset.)_

_DAGNY._
Priset vre de hje i himlen, som sknkte mig s godt et rd! _(til
Sigurd.)_ Vil du ikke g ind?

_SIGURD._
Nej, jeg har liden lyst. Sig mig, er alle ting rede til imorgen?

_DAGNY._
Det er de; et silkesmmet lin ligger inde p bnken; men jeg ved forvist
at du vil st dig mod Gunnar, s jeg har ej grdt derved.

_SIGURD._
Det give alle gode magter, at du aldrig m grde for min skyld, _(han
standser og ser ud.)_

_DAGNY._
Hvad lytter du p?

_SIGURD._
Hrer du ikke--_der_! _(peger til venstre.)_

_DAGNY._
Jo, der gr som et slsomt uvejr over havet!

_SIGURD (idet han gr lidt op mod baggrunden)._
Hm, der vil nok regne hrde hagl i det uvejr. _(rber.)_ Hvem kommer?

_KRE BONDE (udenfor til venstre)._
Kendte folk, Sigurd viking!

_(Kre bonde med en flok bevbnede mnd fra venstre.)_

_SIGURD._
Hvor agter I jer hen?

_KRE._
Til Gunnar Herses grd?

_SIGURD._
Med ufred?

_KRE._
Ja, det kan du lide p! Du hindred mig fr; men nu tnker jeg det er dig
krt nok!

_SIGURD._
Kan vel vre.

_KRE._
Jeg har hrt om din handel med Gunnar; men gr det som jeg vil, s
kommer han med vege vben til mdet.

_SIGURD._
Det er vovsomt vrk du pnser p; agt dig, bonde!

_KRE (med trodsig latter)._
Lad mig om det; vil du takle dit skib inat, s skal vi lyse op for
dig!--Kom, alle mand, se, her gr vejen!

_(de gr alle ud til hjre i baggrunden)._

_DAGNY._
Sigurd, Sigurd, den ufrd m du hindre!

_SIGURD (gr rask hen til dren og rber ind):_ Op fra bordet, rnulf;
tag hvn over Kre bonde!

_RNULF (kommer ud med de vrige)._
Kre bonde,--hvor er han?

_SIGURD._
Han stvner mod Gunnars grd for at brnde folkene inde!

_RNULF._
Ha, ha,--lad ham det, s fr jeg hvn over Gunnar og Hjrdis med det
samme; siden vil jeg sge Kre.

_SIGURD._
Nej, det er gavnlst rd; Kre m du sge inat, hvis du vil ramme ham;
thi er udden vet, s stvner han tilfjelds. Gunnar har jeg sket til
holmgang; han er dig viss nok, ifald ikke jeg selv--n ja,
ligegodt,--inat m han skrmes mod sine uvenner; ilde var det om slig
ugerningsmand, som Kre, tog hvnen fra mig!

_RNULF._
Sandt siger du der. Inat vil jeg skrme Thorolfs bane; men i morgen m
han fldes!

_SIGURD._
_Han_ eller _jeg_,--det kan du lide p!

_RNULF._
S kom da til hvn for rnulfs t! _(han gr med mndene til hjre i
baggrunden.)_

_SIGURD._
Dagny, flg med;--_jeg_ m blive; thi rygtet om tvekampen er alt p
vandring mellem folk, og jeg kan ikke mde Gunnar fr tiden kommer; men
du,--styr og rd din fader; hderligt m han fare frem; i Gunnars grd
er mange kvinder; ingen mn m voldes Hjrdis eller de andre.

_DAGNY._
Ja, ja, jeg vil med. P Hjrdis tnker du dog; tak for det hjertelag!

_SIGURD._
G, g, Dagny!

_DAGNY._
Jeg gr; men for Hjrdis kan vi vre trygge: hun har gyldne hrklder i
buret, og vrger sig nok selv.

_SIGURD._
Det tnker jeg med; men g du endda; styr din faders frd; vg over alle
og--over Gunnars hustru!

_DAGNY._
Lid p mig. Vel mdt igen! _(hun gr efter de forrige)_.

_SIGURD._
Det er frste gang, fosterbroder, at jeg str vbenls mens du er stedt
i fare. _(lytter)_. Jeg hrer skrig og svrdhug;--de er alt ved grden,
_(vil over til hjre, men standser og viger forbauset tilbage.)_
Hjrdis! Hun kommer hid!

_(Hjrdis kldt i kort rd skarlagenskjortel, med gyldne
vbenstykker; hjelm, pandser, arm- og benskinner. Hendes hr er udslet;
p ryggen brer hun et kogger, og ved beltet et lidet skjold; i hnden
har hun buen med hrsnoren.)_

_HJRDIS (ilsomt og seende sig tilbage som om hun ngstedes af noget,
der forfulgte hende, gr tt hen til Sigurd, tager ham ved armen og
siger dmpet):_
Sigurd, Sigurd, kan du se den?

_SIGURD._
Hvem? Hvor?

_HJRDIS._
Ulven _der_--lige ved; den rrer sig ikke; den ser p mig med to
rde jne!--Det er min fylgje, Sigurd! Tre gange har den vist sig for
mig; det betyder at jeg visselig skal d inat!

_SIGURD._
Hjrdis, Hjrdis!

_HJRDIS._
Der sank den i jorden! Ja, ja, nu har den varslet mig.

_SIGURD._
Du er syg; kom og g ind!

_HJRDIS._
Nej, her vil jeg vente; jeg har ikke lang tid igen!

_SIGURD._
Hvad er der hndt med dig?

_HJRDIS._
Hvad der er hndt? Det ved jeg ikke; men sandt var det, du sagde idag,
at Gunnar og Dagny stod mellem os; bort fra dem og fra livet m vi; da
kan vi blive sammen!

_SIGURD._
Vi? Ha, du mener--!

_HJRDIS (med hjhed)._
Jeg blev hjemls i verden fra den dag du tog en anden til viv. Ilde
handled du dengang! Alle gode gaver kan manden give til sin fuldtro
ven,--alt, kun ikke den kvinde han har kr; thi gr han det, da bryder
han nornens lnlige spind og to liv forspildes. Der er en usvigelig rst
i mig, som siger at jeg blev til, for at mit strke sind skulde lfte og
bre dig i de tunge tider, og at du fdtes, for at jeg i _en_ mand
kunde finde alt det, der tyktes mig stort og ypperligt; thi det ved jeg,
Sigurd,--havde vi to holdt sammen, da var du blev en navnkundigere og
jeg lykkeligere end alle andre!

_SIGURD._
Unyttig er den klage nu. Mener du det er lysteligt, det liv jeg har
ivente? Hver dag at vre Dagny nr og ggle en elskov, som hjertet
klemmes ved. Og dog, det m s vre; ndres kan det ikke.

_HJRDIS (under stigende vildhed)._
Det _skal_ det dog! Ud af livet vil vi begge g! Ser du denne
buesnor? Med den rammer jeg sikkert; thi jeg har galet fagre galdrekvad
over den! _(lgger en pil i buen, der er spndt.)_ Hr! Hr! hvor det
suser hjt oppe! Det er de ddes hjemfrd; jeg har hekset dem hid;--i
lag med dem skal vi flges!

_SIGURD (viger tilbage)._
Hjrdis, Hjrdis,--jeg rddes for dig!

_HJRDIS (uden at agte p ham)._
Ingen magt kan ndre vor skjbne nu! O, ja--det er ogs bedre s, end om
du havde fstet mig hernede i livet; end om jeg havde siddet p din grd
for at vve lin og uld og fde dig afkom,--fy, fy!

_SIGURD._
Hold op! Din trolddomskunst har vret dig overmgtig; den har kastet en
sjlesot p dig! _(forfrdet.)_ Ha, se--se! Gunnars grd,--den brnder!

_HJRDIS._
Lad brnde, lad brnde! Skysalen deroppe er bedre end Gunnars
bjlkestue!

_SIGURD._
Men Egil, din sn--de flder ham!

_HJRDIS._
Lad fldes,--s fldes min skndsel med det samme!

_SIGURD._
Og Gunnar,--de tager din husbonds liv!

_HJRDIS._
Det agter jeg ikke! Bedre husbond skal jeg flge hjem inat! Ja, Sigurd,
s m det vre; her i landet gror ikke lykken for mig;--den hvide gud
kommer nordover; ham vil jeg ikke stedes til mde med; de gamle er ikke
strke, som fr;--de sover, de sidder halvt som skygger;--med dem vil vi
strides! Ud af livet, Sigurd; jeg vil stte dig p himlens kongestol, og
selv vil jeg sidde dig nst! _(Uvejret bryder ls.)_ Hr, hr, der
kommer vort flge! Kan du se de sorte jagende heste; en for mig og en
for dig; _(kaster buen til kinden og skyder.)_ S far da den sidste
frd!

_SIGURD._
Vel truffet, Hjrdis! _(han falder.)_

_HJRDIS (jublende, idet hun iler til ham.)_
Sigurd, min broder,--nu hrer vi hinanden til!

_SIGURD._
Nu mindre end fr. Her skilles vore veje; thi jeg er en kristnet mand.

_HJRDIS (forfrdet)._
Du--! Ha, nej, nej!

_SIGURD._
Den hvide gud er min; kong dhelstan har lrt mig ham at kende;--det er
op til _ham_ jeg nu gr.

_HJRDIS (i fortvivlelse)._
Og jeg--! _(slipper buen.)_ Ve, ve!

_SIGURD._
Tungt var mit liv fra den stund jeg tog dig ud af mit hjerte og gav dig
til Gunnar. Tak, Hjrdis;--nu er jeg s let og fri. _(dr.)_

_HJRDIS (stille)._
Dd! S har jeg visselig forspildt min sjl! _(Uvejret vokser, hun
udbryder vildt.)_ De kommer! Jeg har galdret dem hid! Men nej, nej;--jeg
flger jer ikke; jeg vil ikke ride uden Sigurd! Det hjlper ej,--de ser
mig; de ler og vinker, de sporer sine heste! _(iler ud p fjeldkanten i
baggrunden.)_ Der er de over mig;--og intet ly, intet skjul! Jo, p
havets bund kan hnde! _(hun styrter sig ud.)_

_(rnulf, Dagny, Gunnar med Egil, samt Sigurds og
rnulfs mnd kommer etterhnden ind fra hjre.)_

_RNULF (vendt mod gravhaugen)._
Nu kan I sove roligt; thi uhvnet ligger I ikke!

_DAGNY (kommer)._
Fader, fader,--skrkken drber mig;--al den blodige frd--og
uvejret;--hr, hr!

_GUNNAR (med Egil p armen)._
Giv fred og ly for mit barn!

_RNULF._
Gunnar herse!

_GUNNAR._
Ja rnulf, min grd er jo brndt og mine svende faldne; jeg er i din
vold; gr som dig tykkes!

_RNULF._
Det str til Sigurd. Men ind under tag; det er utrygt herude!

_DAGNY._
Ja, ind, ind! _(gr henimod bdhuset, fr je p liget og udstder et
skrig:)_ Sigurd, min husbond;--de har drbt ham. _(kaster sig ned ved
ham.)_

_RNULF (iler til)._
Sigurd!

_GUNNAR (stter Egil ned)._
Sigurd drbt!

_DAGNY (ser fortvivlet p mndene, der str om den dde)._
Nej, nej, det er ikke s;--han m vre ilive endnu! _(bemrker buen.)_
Ha, hvad er det! _(rejser sig.)_

_RNULF._
Datter, det er nok, som du frst sagde,--Sigurd er fldet.

_GUNNAR (som greben af en pludselig tanke)._
Og Hjrdis!--Har Hjrdis vret her?

_DAGNY (sagte og med fatning)._
Jeg ved ikke; men det ved jeg, at hendes bue har vret her.

_GUNNAR._
Ja, jeg tnkte det nok!

_DAGNY._
Ti, ti! _(for sig selv.)_ S bittert har hun da hadet ham!

_GUNNAR (sagte)._
Fldet ham--natten fr holmgangen, s har hun endda elsket mig.

_(Alle farer forfrdede sammen; sgrdsrejden suser gennem luften.)_

_EGIL (med skrk)._
Fader! Se, se!

_GUNNAR._
Hvad er det?

_EGIL._
Deroppe--alle de sorte heste--!

_GUNNAR._
Det er skyerne, som--

_RNULF._
Nej, det er de ddes hjemfrd.

_EGIL (med et skrig)._
Moder er med dem!

_DAGNY._
Alle gode magter!

_GUNNAR._
Barn, hvad siger du!

_EGIL._
Der--foran--p den sorte hest! Fader, fader!

_(Egil klynger sig forfrdet op til faderen; kort pause; uvejret drager
forbi, skyerne skilles, mnen skinner fredeligt ud over landskabet.)_

_GUNNAR (stille og smerteligt)._
Nu er Hjrdis visselig dd!

_RNULF._
Det er vel s, Gunnar;--og p hende havde jeg mere at hvne end p dig.
Dyrt blev mdet for os begge;--_der_ er min hnd; fred og
forsoning!

_GUNNAR._
Tak, rnulf! Og nu tilskibs; jeg farer med til Island!

_RNULF._
Ja, til Island, og sent vil vor hrfrd glemmes:

  Hjt om heltefrd og strke
  kmpers leg p norske strande
  skal til sildigst t fra Island
  sjunges over nordens lande!


       *       *       *       *       *





End of the Project Gutenberg EBook of Hrmndene p Helgeland, by Henrik Ibsen

*** END OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK HRMNDENE P HELGELAND ***

***** This file should be named 14686-8.txt or 14686-8.zip *****
This and all associated files of various formats will be found in:
        http://www.gutenberg.net/1/4/6/8/14686/

Produced by Jim Wiborg and the Online Distributed Proofreading Team
at http://www.pgdp.net


Updated editions will replace the previous one--the old editions
will be renamed.

Creating the works from public domain print editions means that no
one owns a United States copyright in these works, so the Foundation
(and you!) can copy and distribute it in the United States without
permission and without paying copyright royalties.  Special rules,
set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to
copying and distributing Project Gutenberg-tm electronic works to
protect the PROJECT GUTENBERG-tm concept and trademark.  Project
Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you
charge for the eBooks, unless you receive specific permission.  If you
do not charge anything for copies of this eBook, complying with the
rules is very easy.  You may use this eBook for nearly any purpose
such as creation of derivative works, reports, performances and
research.  They may be modified and printed and given away--you may do
practically ANYTHING with public domain eBooks.  Redistribution is
subject to the trademark license, especially commercial
redistribution.



*** START: FULL LICENSE ***

THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE
PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK

To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free
distribution of electronic works, by using or distributing this work
(or any other work associated in any way with the phrase "Project
Gutenberg"), you agree to comply with all the terms of the Full Project
Gutenberg-tm License (available with this file or online at
http://gutenberg.net/license).


Section 1.  General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg-tm
electronic works

1.A.  By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm
electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to
and accept all the terms of this license and intellectual property
(trademark/copyright) agreement.  If you do not agree to abide by all
the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy
all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your possession.
If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project
Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound by the
terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or
entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8.

1.B.  "Project Gutenberg" is a registered trademark.  It may only be
used on or associated in any way with an electronic work by people who
agree to be bound by the terms of this agreement.  There are a few
things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works
even without complying with the full terms of this agreement.  See
paragraph 1.C below.  There are a lot of things you can do with Project
Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this agreement
and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm electronic
works.  See paragraph 1.E below.

1.C.  The Project Gutenberg Literary Archive Foundation ("the Foundation"
or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project
Gutenberg-tm electronic works.  Nearly all the individual works in the
collection are in the public domain in the United States.  If an
individual work is in the public domain in the United States and you are
located in the United States, we do not claim a right to prevent you from
copying, distributing, performing, displaying or creating derivative
works based on the work as long as all references to Project Gutenberg
are removed.  Of course, we hope that you will support the Project
Gutenberg-tm mission of promoting free access to electronic works by
freely sharing Project Gutenberg-tm works in compliance with the terms of
this agreement for keeping the Project Gutenberg-tm name associated with
the work.  You can easily comply with the terms of this agreement by
keeping this work in the same format with its attached full Project
Gutenberg-tm License when you share it without charge with others.

1.D.  The copyright laws of the place where you are located also govern
what you can do with this work.  Copyright laws in most countries are in
a constant state of change.  If you are outside the United States, check
the laws of your country in addition to the terms of this agreement
before downloading, copying, displaying, performing, distributing or
creating derivative works based on this work or any other Project
Gutenberg-tm work.  The Foundation makes no representations concerning
the copyright status of any work in any country outside the United
States.

1.E.  Unless you have removed all references to Project Gutenberg:

1.E.1.  The following sentence, with active links to, or other immediate
access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear prominently
whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work on which the
phrase "Project Gutenberg" appears, or with which the phrase "Project
Gutenberg" is associated) is accessed, displayed, performed, viewed,
copied or distributed:

This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
with this eBook or online at www.gutenberg.net

1.E.2.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is derived
from the public domain (does not contain a notice indicating that it is
posted with permission of the copyright holder), the work can be copied
and distributed to anyone in the United States without paying any fees
or charges.  If you are redistributing or providing access to a work
with the phrase "Project Gutenberg" associated with or appearing on the
work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1
through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the
Project Gutenberg-tm trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or
1.E.9.

1.E.3.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted
with the permission of the copyright holder, your use and distribution
must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional
terms imposed by the copyright holder.  Additional terms will be linked
to the Project Gutenberg-tm License for all works posted with the
permission of the copyright holder found at the beginning of this work.

1.E.4.  Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm
License terms from this work, or any files containing a part of this
work or any other work associated with Project Gutenberg-tm.

1.E.5.  Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this
electronic work, or any part of this electronic work, without
prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with
active links or immediate access to the full terms of the Project
Gutenberg-tm License.

1.E.6.  You may convert to and distribute this work in any binary,
compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any
word processing or hypertext form.  However, if you provide access to or
distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format other than
"Plain Vanilla ASCII" or other format used in the official version
posted on the official Project Gutenberg-tm web site (www.gutenberg.net),
you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a
copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon
request, of the work in its original "Plain Vanilla ASCII" or other
form.  Any alternate format must include the full Project Gutenberg-tm
License as specified in paragraph 1.E.1.

1.E.7.  Do not charge a fee for access to, viewing, displaying,
performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works
unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9.

1.E.8.  You may charge a reasonable fee for copies of or providing
access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works provided
that

- You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from
     the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method
     you already use to calculate your applicable taxes.  The fee is
     owed to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he
     has agreed to donate royalties under this paragraph to the
     Project Gutenberg Literary Archive Foundation.  Royalty payments
     must be paid within 60 days following each date on which you
     prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax
     returns.  Royalty payments should be clearly marked as such and
     sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the
     address specified in Section 4, "Information about donations to
     the Project Gutenberg Literary Archive Foundation."

- You provide a full refund of any money paid by a user who notifies
     you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he
     does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm
     License.  You must require such a user to return or
     destroy all copies of the works possessed in a physical medium
     and discontinue all use of and all access to other copies of
     Project Gutenberg-tm works.

- You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any
     money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the
     electronic work is discovered and reported to you within 90 days
     of receipt of the work.

- You comply with all other terms of this agreement for free
     distribution of Project Gutenberg-tm works.

1.E.9.  If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg-tm
electronic work or group of works on different terms than are set
forth in this agreement, you must obtain permission in writing from
both the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and Michael
Hart, the owner of the Project Gutenberg-tm trademark.  Contact the
Foundation as set forth in Section 3 below.

1.F.

1.F.1.  Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable
effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread
public domain works in creating the Project Gutenberg-tm
collection.  Despite these efforts, Project Gutenberg-tm electronic
works, and the medium on which they may be stored, may contain
"Defects," such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or
corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual
property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a
computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by
your equipment.

1.F.2.  LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the "Right
of Replacement or Refund" described in paragraph 1.F.3, the Project
Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project
Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project
Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all
liability to you for damages, costs and expenses, including legal
fees.  YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT
LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE
PROVIDED IN PARAGRAPH F3.  YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE
TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE
LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR
INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH
DAMAGE.

1.F.3.  LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a
defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can
receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a
written explanation to the person you received the work from.  If you
received the work on a physical medium, you must return the medium with
your written explanation.  The person or entity that provided you with
the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a
refund.  If you received the work electronically, the person or entity
providing it to you may choose to give you a second opportunity to
receive the work electronically in lieu of a refund.  If the second copy
is also defective, you may demand a refund in writing without further
opportunities to fix the problem.

1.F.4.  Except for the limited right of replacement or refund set forth
in paragraph 1.F.3, this work is provided to you 'AS-IS' WITH NO OTHER
WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO
WARRANTIES OF MERCHANTIBILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE.

1.F.5.  Some states do not allow disclaimers of certain implied
warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages.
If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the
law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be
interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by
the applicable state law.  The invalidity or unenforceability of any
provision of this agreement shall not void the remaining provisions.

1.F.6.  INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the
trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone
providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in accordance
with this agreement, and any volunteers associated with the production,
promotion and distribution of Project Gutenberg-tm electronic works,
harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees,
that arise directly or indirectly from any of the following which you do
or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg-tm
work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any
Project Gutenberg-tm work, and (c) any Defect you cause.


Section  2.  Information about the Mission of Project Gutenberg-tm

Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of
electronic works in formats readable by the widest variety of computers
including obsolete, old, middle-aged and new computers.  It exists
because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from
people in all walks of life.

Volunteers and financial support to provide volunteers with the
assistance they need, is critical to reaching Project Gutenberg-tm's
goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will
remain freely available for generations to come.  In 2001, the Project
Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure
and permanent future for Project Gutenberg-tm and future generations.
To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation
and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4
and the Foundation web page at http://www.pglaf.org.


Section 3.  Information about the Project Gutenberg Literary Archive
Foundation

The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit
501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the
state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal
Revenue Service.  The Foundation's EIN or federal tax identification
number is 64-6221541.  Its 501(c)(3) letter is posted at
http://pglaf.org/fundraising.  Contributions to the Project Gutenberg
Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent
permitted by U.S. federal laws and your state's laws.

The Foundation's principal office is located at 4557 Melan Dr. S.
Fairbanks, AK, 99712., but its volunteers and employees are scattered
throughout numerous locations.  Its business office is located at
809 North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887, email
business@pglaf.org.  Email contact links and up to date contact
information can be found at the Foundation's web site and official
page at http://pglaf.org

For additional contact information:
     Dr. Gregory B. Newby
     Chief Executive and Director
     gbnewby@pglaf.org


Section 4.  Information about Donations to the Project Gutenberg
Literary Archive Foundation

Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide
spread public support and donations to carry out its mission of
increasing the number of public domain and licensed works that can be
freely distributed in machine readable form accessible by the widest
array of equipment including outdated equipment.  Many small donations
($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt
status with the IRS.

The Foundation is committed to complying with the laws regulating
charities and charitable donations in all 50 states of the United
States.  Compliance requirements are not uniform and it takes a
considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up
with these requirements.  We do not solicit donations in locations
where we have not received written confirmation of compliance.  To
SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any
particular state visit http://pglaf.org

While we cannot and do not solicit contributions from states where we
have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition
against accepting unsolicited donations from donors in such states who
approach us with offers to donate.

International donations are gratefully accepted, but we cannot make
any statements concerning tax treatment of donations received from
outside the United States.  U.S. laws alone swamp our small staff.

Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation
methods and addresses.  Donations are accepted in a number of other
ways including including checks, online payments and credit card
donations.  To donate, please visit: http://pglaf.org/donate


Section 5.  General Information About Project Gutenberg-tm electronic
works.

Professor Michael S. Hart is the originator of the Project Gutenberg-tm
concept of a library of electronic works that could be freely shared
with anyone.  For thirty years, he produced and distributed Project
Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of volunteer support.


Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed
editions, all of which are confirmed as Public Domain in the U.S.
unless a copyright notice is included.  Thus, we do not necessarily
keep eBooks in compliance with any particular paper edition.


Most people start at our Web site which has the main PG search facility:

     http://www.gutenberg.net

This Web site includes information about Project Gutenberg-tm,
including how to make donations to the Project Gutenberg Literary
Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to
subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks.
